Af redaktionen FiskerForum.dk
Hvor Den Grønne Trepart har et massivt fokus på at mindske kvælstofudledningen til havmiljøet, har EU’s direktiv om jordbundssundhed (Soil Health Law) et skarpt fokus på at beskytte og genoprette selve jordbunden. Loven pålægger medlemslandene at overvåge og sikre jordens kulstoflagring, frugtbarhed og biologiske sundhed.
Men i krydsfeltet mellem det danske ønske om et renere havmiljø og EU’s krav til sunde jordbunde opstår der en række markante paradokser.
Kollisionen på de dyrkede marker:
- Udpining af agerjorden i miljøets navn: For at opfylde de skærpede danske krav til havmiljøet, tvinges landmændene til en markant undergødskning på de blivende landbrugsarealer. Det har en biologisk bagside. Når planterne tilføres for lidt kvælstof, producerer de mindre biomasse (rødder og efterladt halm). Uden tilstrækkeligt materiale kan jordens mikroorganismer ikke opbygge stabil humus. Resultatet er, at agerjorden udpines for organisk materiale, hvilket svækker jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer – stik imod EU-jordlovens målsætning om at beskytte jordens resiliens og struktur.
- Udfordringer for jordens biodiversitet: Det nye EU-direktiv slår fast, at jorden huser hele 25 procent af al global biodiversitet, og medlemslandene forpligtes til at beskytte dette komplekse liv. Men når humusindholdet falder på grund af den reducerede kvælstoftilførsel, svækkes livsgrundlaget for de svampe, bakterier og regnorme, der udgør denne fjerdedel af klodens biodiversitet. Mens Den Grønne Treparts omdannelse af lavbundsjord til vådområder flugter med EU’s ønsker om CO₂-lagring og ny natur, overser regeringen, at den tilbageværende landbrugsjords mikroliv presses i bund af de restriktive gødskningsregler.
- Modarbejdelse af CO₂-lagring på marken: Humus er reelt lagret kulstof i jorden. EU’s jordlov har til hensigt at bruge landbrugsjorden som en aktiv klimabuffer ved at binde kulstof. Men hvis de danske kvælstofreduktioner fører til faldende humusindhold på de dyrkede arealer, vil jorden i stedet miste sit kulstoflager. Dermed risikerer den intensive undergødskning at modarbejde de klimamål, som EU-lovgivningen forsøger at fremme.
Fiskeriets perspektiv: Når jorderosion rammer havmiljøet
Dette er ikke kun et problem for landmanden; det biologiske paradoks slår igennem med fuld styrke i det fiskeripolitiske landskab. Fra fiskeriets side har man længe krævet, at alle presfaktorer på havmiljøet tages med i ligningen, frem for at erhvervsfiskeriet og landbruget gøres til de eneste syndebukke.
Når undergødskning fører til udpining af humus og tab af jordstruktur på markerne, øges risikoen for jorderosion under kraftige regnskyl (et fænomen, som EU’s jordlov specifikt kræver, at landene bekæmper). Det betyder, at sårbar topjord og sediment skylles ud i åer, fjorde og indre farvande. Denne sedimenttilførsel kan lægge sig som et kvælende lag over fiskenes gydepladser og ødelægge vitale opvækstområder på havbunden. Ved primært at fokusere på det opløste kvælstof, risikerer man at overse de afledte effekter af en svækket jordbund, som i sidste ende sender nye fysiske presfaktorer ud i havområderne.
Systemisk svigt: Regeringen regulerer i siloer
Kritikken af implementeringen af Den Grønne Trepart går netop på, at den risikerer at blive skruet sammen i politiske siloer, hvor man løser ét akut problem (iltsvind i havene) med redskaber, der gør det svært at overholde EU’s nye målbare krav til jordbundens biologiske tilstand.
EU-direktivet opererer desuden med et princip om at minimere unødig inddragelse af frugtbar landbrugsjord til infrastruktur og urbanisering (no net land take). Selvom EU fuldt ud støtter at udtage lavbundsjorde til naturformål, skaber den samlede reduktion af det danske landbrugsareal, kombineret med den ringere jordkvalitet på de resterende marker, en voldsom klemme for produktionen.
Regeringen risikerer at stå i en situation, hvor de opfylder kravene i Vandrammedirektivet ved at implementere tiltag, der gør det svært for landmændene at opretholde den jordsundhed og det humusindhold, som Soil Monitoring Law kræver.
Fødevaresikkerheden på spil: Hvem skal brødføde os i en usikker verden?
Slutteligt efterlader denne dobbelte administrative klemme et kritisk spørgsmål: Hvad sker der med Danmarks evne til fødevareselvforsyning og fødevaresikkerhed, når produktionsvilkårene for både landbrug og fiskeri strammes samtidigt?
Når landbrugsjorden mister organisk materiale og frugtbarhed på grund af undergødskning, falder høstudbyttet uundgåeligt. Hvis dette kombineres med de omfattende restriktioner og areallukninger, som i øjeblikket rammer dansk erhvervsfiskeri, mindskes Danmarks samlede produktion af sunde, hjemlige fødevarer. I en usikker tid med geopolitisk uro og sårbare globale forsyningskæder fremstår det risikabelt at svække den nationale fødevareproduktion.
En manglende helhedstænkning risikerer at gøre Danmark mere afhængig af fødevareimport fra lande uden samme strenge miljøkontrol – alt imens det hjemlige Produktions-Danmark navigerer i et net af modstridende regulatoriske krav.
