Den største forandring af det danske landskab i over 100 år – så store ord bliver det brugt i forbindelse omkring den netop indgået politiske aftale om den grønne trepart. Aftalen blev præsenteret på et pressemøde mandag formiddag.
Første reaktion kommer fra Landbrug & Fødevarer, der i en pressemeddelelse skriver, med formandens Søren Søndergaards ord, bakker op om aftalen, som han kalder »en sejr for både det gode landmandskab, klima, natur og miljø«. Men mest af alt, at der nu er landet en politisk rammeaftale.
Det skriver Ministeriet for Den Grønne Trepart i en pressemeddelse
Den Grønne Trepart bliver nu til virkelighed takket være et bredt flertal af Folketingets partier, der er blevet enige om en politisk aftale om implementering. Aftalen vil forandre det danske landskab markant, skabe mere natur og sikre et godt vandmiljø.
Regeringen, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre er netop blevet enige om en politisk rammeaftale for Den Grønne Trepart.
Med aftalen afsættes der omkring 43 milliarder kr. til at gennemføre en gennemgribende omlægning af Danmarks areal.
Danskerne vil få markant mere skov – hele 250.000 hektar, svarende til størrelsen af Lolland, Falster og Bornholm tilsammen. Derudover skal 140.000 hektar, som i dag dyrkes på klimabelastende lavbundsjorde, omlægges til natur. Når man rejser igennem landet, er det en forskel, der vil være til at se og mærke.
Med aftalen vil der fortsat være en stærk fødevareproduktion i Danmark, men en del af det areal, der i dag bruges til landbrugsproduktion, skal i fremtiden bruges til noget andet. Det gælder bl.a. heder, enge, ådale og moser. Ud over arealomlægningen bidrager aftalen til at forbedre vandmiljøet i landets fjorde og kystvande, ligesom aftalen sænker klimabelastningen og styrker biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse.
Danmark går forrest med klimaafgifter
Danmark bliver det første land i verden til at indføre en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr. Samlet set skønnes indsatserne i aftalen at have potentiale til at reducere udledninger med et spænd mellem 1,8 mio. og 2,6 mio. ton CO2e i 2030.
Iltsvindet i danske vandoplande er på et alarmerende højt niveau. Derfor igangsættes nu en omfattende kvælstofindsats, hvor arealomlægningen er hovedmotoren. Med aftalen sættes et ambitiøst mål for indsatsen, hvor der tages udgangspunkt i scenarie 1 fra rapporten om Second Opinion – med undtagelse af Bornholm. Der lægges op til en proces, hvor indsatsbehovet skal tilpasses med vores nabolande.
Regeringen og aftalepartierne er enige om, at der afsættes i alt 43 mia. kr. til Danmarks Grønne Arealfond.
Et konkurrencedygtigt landbrugs- og fødevareerhverv
Danmark skal fortsat have et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug, der producerer gode og sunde fødevarer. Derfor er det essentielt, at der i takt med omlægningerne kan laves mere effektiv produktion på de øvrige, robuste landbrugsarealer. Omstillingen af det danske landbrugs- og fødevareerhverv skal ske på en måde, der understøtter en stadig mere bæredygtig, højteknologisk og arealeffektiv landbrugsproduktion, så Danmark også i fremtiden har et konkurrencedygtigt erhverv med attraktive erhvervspotentialer og arbejdspladser.
Der vil blandt andet blive udarbejdet en tværsektoriel vækstplan, der understøtter, at Danmark også i fremtiden har et stærkt, konkurrencedygtigt og udviklingsorienteret landbrugs- og fødevareerhverv, ligesom der med aftalen investeres ca. 10 mia. kr. i pyrolyse og sker en styrket indsats for udvikling og implementering af klimatiltag og -teknologi.