Strengt beskyttede havområder truer kystsamfund, fiskeri og havne – uden reel evidens for miljøeffekt
Med Regeringens indsatsprogram udpeges Danmarks første strengt beskyttede havområder. Seks procent af Danmarks samlede havareal udpeges som strengt beskyttet nu, mens i alt otte procent strengt beskyttet hav udpeges i 2028 og 10 pct. i 2030. I strengt beskyttede områder får naturen og dyrelivet fred – til gavn for biodiversitet og klima. Med de nye strengt beskyttede havområder og yderligere almindeligt beskyttede områder bliver 31,7 pct. af Danmarks havarealer beskyttet hav. Med dette indsatsprogram leveres dermed også et vigtigt bidrag til at leve op til EU’s biodiversitetsstrategi og den globale biodiversitetsaftale (Kunming-Montreal-aftalen).
Regeringens beslutning om at udlægge store områder i både Kattegat og Bælthavet som »strengt beskyttede havområder« lyder umiddelbart som grøn og ansvarlig politik. Problemet er, at virkeligheden for de lokalsamfund på land er en helt anden: Hvis det kystnære fiskeri med små trawlere og enkeltmandsfartøjer effektivt fratages adgang til store dele af de indre danske farvande, står et helt netværk af små havne og fiskeribyer med akut truet eksistens – uden at nogen har belyst konsekvenserne ordentligt.
Det er en politisk selvmodsigelse uden lige, når man fra Christiansborgs talerstole hylder »lokalt fødevareproduceret fiskeri«, »kortere værdikæder« og »bæredygtighed« – for i praksis er det netop disse fiskere, der nu står til at blive afskåret fra deres arbejdsområde.
Når fiskeriet forsvinder, forsvinder livet i havnene
Små trawlere og enkeltmandsfartøjer udgør ikke nogen miljømæssig trussel i forhold til bundfauna eller økosystemer i de kystnære farvande. (Læs DTU Aqua’s interaktive kortværktøj »Dansk fiskeris aftryk på havbunden« viser præcist, hvor fiskeri med bundslæbende redskaber finder sted, og hvor ofte. Det kan dokumentere, at mange kystnære områder, især med blød sandbund, har meget lav intensitet af bundslæbende fiskeri.)
Små trawlere og enkeltmandsfartøjer har:
- kort rækkevidde og lave fangstmængder
- meget begrænset brug af tunge redskaber
- fiskeri, der foregår i vejr og forhold, hvor skånsomhed er en forudsætning
- daglige landinger direkte til lokale kajer
Alligevel tegner politiske udspil et billede af, at alle mindre trawlere skulle være en trussel, som kan løses ved at spærre dem ude af vandet. Her er det værd at slå fast: Der er ingen solid dokumentation for, at de færre hundrede små kystfiskere med kuttere under 15–20 meter på magisk vis truer hele havets biodiversitet. Tværtimod udgør de en form for decentralt, lavintensivt fiskeri med minimal påvirkning.
Når de kystnære fiskevande lukkes, mister havnene det økonomiske grundlag, de er bygget på. Det er ikke bare en fisker, der bliver påvirket – det er fiskeren, værftet, garnhandleren, kølevirksomheden, caféen ved kajen og hele den kultur, der hænger sammen med en levende fiskerihavn. (Læs Danske Havnes rapport, »Erhvervspolitisk redegørelse for fiskeri« der tydeliggør, at fiskeriet udgør en stor del af den varestrøm, der landes i danske havne og at dette fiskeri understøtter den økonomiske aktivitet i de lokale havne.)
For en havn på nordkysten af Djursland er det ingen teoretisk øvelse. Her står tal fra de seneste år klare: en stor del af de årlige landinger kommer fra lokale, mindre trawlere som netop opererer i kystnære farvande. Fjernes den fiskeriaktivitet, så mister havnen ikke kun volumen – den mister rentabiliteten i at modtage fangster. Det bliver simpelthen for dyrt og upraktisk at afhente fisk der, hvis fartøjerne enten ikke må komme i nærheden, eller de må sejle langt ud for at fiske.
Lokale havne er samfundets rygrad
Skal en havn være »rentabel«, kræver det aktivitet. Hvis ingen lander fisk der, er der ingen, der giver penge for at vedligeholde kajen, købe is, tanke diesel eller ansætte lokale arbejdere. Det er ikke bare statistik – det er virkeligheden for hundreder af mennesker, hvis job og identitet er knyttet til havnene.
Beregninger fra lokale fiskere viser, at en betydelig andel af den fisk, der landes i disse havne, ikke ville blive fanget, hvis der kun var adgang til de fjernere havområder. Det nedsætter fiskeriets volumen dramatisk – med meget færre landinger til følge.
Politisk mantra – men økonomisk blindspor
Politikerne gentager mantraer om:
- beskyttelse af naturen
- bæredygtigt fiskeri
- lokal fødevareproduktion
- kortere værdikæder
Men når politikken i virkeligheden fjerner de fiskere, som bedst repræsenterer disse idealer, bliver resultatet det modsatte:
Der produceres mindre lokal fisk, flere råvarer må importeres, og værdien af fiskeriets infrastruktur ophæves.
Samtidig ignorerer man et fundamentalt punkt: fødevareforsyning og forsyningssikkerhed. Danmark og EU har begge understreget betydningen af robuste og lokale fødevarekilder – ikke blot i krisetider, men som en bæredygtig strategi for fremtiden. Små fiskerier, hvor friske råvarer landes dagligt tæt på forbrugerne, er et naturligt og værdifuldt element i dette system. At fravælge denne ressource i en tid, hvor forsyningssikkerhed er et centralt tema, er ikke blot kortsigtet – det er selvmorderisk. (Læs EU’s fælles fiskeripolitik (CFP) »Engelsk«, der ikke kun er et regelsæt om fiskekvoter og bæredygtighed.)
Den blev oprindeligt etableret med flere centrale mål, herunder at:
- sikre en stabil kilde til sunde fødevarer
- sikre rimelige priser for forbrugere
- stabilisere markedet for fiskeri- og akvakulturprodukter som del af fødevareforsyningen i EU.
En opfordring – før det er for sent
Hvis politikerne mener noget med det, de siger om bæredygtighed og lokal fødevareproduktion, må de:
- Skelne mellem skånsomt, kystnært fiskeri og industrielt fiskeri i reguleringerne
- Sikre, at små havne ikke mister deres eksistensgrundlag
- Inddrage fiskerne i beslutningerne frem for at diktere løsninger ovenfra
- Vurdere konsekvenserne – både miljømæssigt og socioøkonomisk – før man lukker store farvandsområder
Små kystfiskere og havne er ikke et problem. De er en ressource:
- for lokalsamfund
- for fødevareforsyning
- for kultur
- for forsyningssikkerhed
Hvis politikerne vælger at afskrive denne ressource, vælger de samtidig at afskrive livskraften i de samfund, som har båret Danmark som kystnation i århundreder.
(Læs artiklen i Fiskeritidende.dk »Det kystnære fiskeri oplever stigende politisk pres«.
