Efter udgivelsen af – Atlas over danske ferskvandsfisk – har dele af pressen kredset omkring det faktum, at de sønderjyske snæbler ikke længere regnes som en særskilt art, og der har været spekulationer om, hvorvidt EU-midler er misbrugt i arbejdet med at redde de danske fisk.
Debatten har desværre været præget af manglende viden om de faktiske forhold. Nedenstående er et forsøg på at rydde nogle misforståelser af vejen. Vi vil i den forbindelse dog gøre opmærksom på, at en mere udførlig gennemgang af heltens og snæblens spændende og turbulente systematik kan ses i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”.
De danske snæbler, der findes i en række af de vestvendte sønderjyske åer, er blevet geografisk isoleret fra heltene for et antal tusinde år siden på et tidspunkt efter istiden. De har udviklet nogle karakteristika (bl.a. en høj salttolerance), der adskiller dem fra de øvrige heltbestande, men de er ikke så forskellige, at de med den nuværende viden betragtes som en særskilt art.
Da man i begyndelsen af 1980’erne påbegyndte arbejdet med at redde snæblerne i Sønderjylland, var det i sidste øjeblik. Der var kun ganske få individer tilbage, og det er disse individer, der blev grundstammen i det efterfølgende avlsarbejde. Snæblerne, som på det tidspunkt blev regnet til en særskilt art (Coregonus oxyrinchus), ville have været udryddet uden dette arbejde, og en genetisk udviklingslinje ville være gået tabt for altid. Noget lignende var sket med adskillige andre bestande, bl.a. snæblerne i Rhin-området, som kan betragtes som de ”ægte” snæbler, da den videnskabelige beskrivelse af arten Coregonus oxyrinchus er foretaget på fisk fra dette område.
