North Sea Yard er navnet på det utraditionelle samarbejde, der står bag et helt nyt koncept – TrawlerBoost. Bag det nye værft står en erfaren kreds af velrenommerede og anerkendte virksomheder med årelang erfaring og dokumenterede kompetencer i forhold til at servicere fiskerifartøjer.
Summen af disse partneres kompetencer giver en unik ekspertise, som tillader North Sea Yard at løfte alle former for opgaver i forbindelse med energioptimeringer af trawlere.
”Den gode historie er, at vi ved, hvad vi taler om. Vi har hver især arbejdet med energioptimering og retrofit i mange år. Den gode nyhed er, at vi samler vores kompetencer og sætter dem i spil på en måde, der giver kunderne er helt ny og unik mulighed for at få arbejdet udført i en koordineret og komprimeret proces,” siger Jesper Pedersen.
Stort markedspotentiale
North Sea Yards forventninger til TrawlerBoost er store. Ikke mindst set i lyset af udviklingen i den norske offshore-industri, som har betydet, at der er et hul i markedet for servicering af fiskerflåden.
”Offshore-industrien i Norge boomer, og det betyder, at de norske værfter har skruet prisen på service kraftigt i vejret, samtidig med at serviceniveauet er faldet. Derfor kigger norske fiskere ofte til Danmark, når de skal på værft. Potentialet for at skabe en forretning gennem servicering af den norske fiskerflåde er derfor helt oplagt. Men vi vurderer, at TrawlerBoost er attraktivt for alle trawlere, der arbejder på Nordsøen, så vi forventer at kunne tiltrække fiskefartøjer fra både Norge, Sverige, Skotland og naturligvis Danmark,” konkluderer Jesper Pedersen.
Det nye tiltag i Hanstholm spiller perfekt sammen med Hanstholm Havns målsætning og vision om at blive Nordeuropas førende fiskerihavn, hvilket den planlagte udvidelse af havnen skal bidrage til.
Læs FiskerForum.com lørdag og få mere viden om trawlerboost.