I december måned leverede Aas Mek. Verksted brøndbåden M/S »Ronja Islander« til rederiet Sølvtrans Wellboat AS. En levering som dermed var værftets anden i rækken af syv brøndbåde, der alle er eller bliver leveret med dansk hydrauliske spilløsninger.
Karsten Olesen fra AS SCAN i Hvide Sande siger til FiskerForum.dk, at den danske virksomheds engagement med Aas Mek. Verksted, er sket indenfor relativt kort tid.
I det sene efterår var Henning Pedersen fra AS SCAN taget på sambesøg med Dansk Eksportforening ved flere norske værfter og i den anledning fik man også en aftale i stand med Aas Mek. Verksted i Vestnes lidt øst for Ålesund i Norge.
Besøget var en succes, »der var kontakt lige fra start«, fortæller Karsten Olesen videre og med sig i tasken fra besøget hos det norske værft, var forespørgsler på forskellige spilløsninger, som AS SCAN skulle give bud på og være klar til, i bekræftende fald værftet godkendte tilbuddene, at levere indenfor ganske kort tid.
Der blev de følgende dage arbejdet godt igennem på tegnestuen med tegninger, udregninger, samt en endelig kalkulation på opgaven, hvorefter tilbuddet blev sendt afsted.
Ordrens størrelse taget i betragtning, forblev folkene hos AS SCAN roligt afventende og der gik da heller ikke mange dage, så indløb første ordre fra det norske værft og derefter endnu én, som indenfor ganske få måneder nu tæller ordre til ialt 7 norske brøndbåde, to leveret og én på vej samt fire i ordrebogen, hvor den sidste skal leveres i 2021.
Forskellige ordre på hydrauliske ankerspil, moorings- og hjælpespil fra mellem 10 og op til 15 spil pr. Brøndbåd. Alle med ordre på spil der er special-designet, tegnet og udregnet af AS Scan, efter specifikationer fra værftet Aas Mek. Verksted i Norge.
Denne type ordre passer særdeles godt ind hos AS SCAN, forklarer Karsten Olesen videre. Her er man gået fra Hands-on opgaver til overvejende at være ordreproducerende og efterfølgende udelukkende være supporter med teknisk råd og vejledning uden egentlig montageopgaver i forbindelse med leveringen af udenlandske order.
Ligeledes placerer orderene sig også godt i produktionen og flugter samtidig AS SCAN’s overordnede mål, da brøndbåde og udstyr til dette segment er et forholdsvis nyt forretningsområde. Udviklings-planerne for området er derfor tilsvarende store og bliver måske endnu større end forventet, da prognoserne for akvakultur syntes at vokse uendeligt i de kommende år. Med et dansk fiskeri lidt på stand-by og helt tydeligt i venteposition, er udsigten til et nyt forretningsområde altid mere end velkomment, understreger Karsten Olesen videre. En produktions-ordre der indeholder alt, lige fra spil til pumper, ventiler, tegninger m.m. montageklart og lige til er et koncept der helt klart er lige efter AS SCAN´s målsætning. En ordre der både giver storkøbsfordele kvantitativt og produktionsmæssigt, når flere enheder kan gøres færdige i samme proces. Så bliver den NOK krone’s relative lave kurs, en mindre hindring for det danske omkostningsniveau og udligner den vej rundt, den umiddelbare fordel norske firmaer for nuværende har af dette.
Med ordretilgangen og udsigten til nye forretningsområder, ser fremtiden lys ud for den vestjyske maskinfabrik, selvom Karsten Olesen, som den ene ud af fem medejere, fortsat understreger, at der skal hænges i, hvis væksten skal holdes og forretningen videreudvikles.