Det er det andet norske offshorefartøj, som Hirtshals Shipyard nu har liggende til ombygning, oplyser projektleder Jesper Reinholt fra Hirtshals Shipyard overfor FiskerForum. Det første fartøj der blev ombygget til fiskeri, var et norsk ankerhåndteringsfartøj, der ankom fra Dubai, men som nu efter ombygningen fremover håndterer aflussingen af laks, ved de større norske havdambrug for lakseopdræt.
Det tidligere Seismiske offshorefartøj »Bjørkhaug«, er således det andet fartøj, der nu ribbes for alt udstyr og udrustning fra den gamle opgave med kortlægning af et områdes geologi i forbindelse med olieefterforskning. Det opgraderes nu med en topmoderne fiskefabrik ombord med eget fryselager. Det norske fartøj ejes af det norske selskab Maniitsoq AS og har direktør og bestyrelsesmedlem Bengt Are Korneliussen siddende ved bordenden.
Den aktive nordmand stiller selv med en komplet fiskefabrik og fryselager, som Hirtshals Shipyard de næste knapt fire måneder, skal installere og montere samt igangsætte inden leveringen i løbet af december måned.
Jesper Reinholt fortæller videre til FiskerForum, at når det 31 år gamle offshoreskib »Bjørkhaug« på 56 meter og 12,42 meter i bredden leveres, er det meningen at det skal indgå i fiskeriet efter snekrabber i Barentshavet og i Ice Fjord samt Røstnervåg, sammen med de nu ca. 50 andre fartøjer, som har opnået norsk dispensation til dette fiskeri.
Der er store inden- og udenlandske kapitalinteresser i snekrabbefiskeriet. Således har det norske Kystmagasinet.no haft en artikel om det lukrative snekrabbefiskeri i Norge. Artiklen kan læses her. (norsk).
Hirtshals Yard har specialiseret sig i dokninger, reparationer og services på fiskebåde samt små og mellemstore hjælpefartøjer / slæbebåde inden for offshore. Værftet har dog også mulighed for at udføre både planlagte vedligehold, overfladebehandling samt løse akut opståede opgaver på større fartøjer langs kaj. Med en ung ledelse og en meget erfaren organisation, drives Hirtshals Yard idag af to yngre maskinmestre, Rasmus Brohus og Jesper Reinholt, som overtog værftet tilbage i 2012. Ledelsen bidrager dermed med den nyeste viden, understøttet af organisationen, overvejende bestående af meget erfarne medarbejdere med tværfaglig viden og et bredt branchekendskab. Desuden har værftet et unikt samarbejde med lokale underleverandører, som gør værftet i stand til at være fleksible i forhold til alle opgaver, eksempelvis ved at indkalde eksperter til opgaver der kræver specialviden og ekspertice.