Danske fiskekøb, norsk import af foder-råvarer og fortsat samhandel i Sverige og Finland viser, at forbindelserne til Rusland ikke er afbrudt – selv fire år efter invasionen af Ukraine. Handlen er i vidt omfang lovlig, men udfordrer den politiske målsætning om at lægge pres på Rusland.
Fire år efter Ruslands invasion af Ukraine er store dele af den direkte samhandel mellem Norden og Rusland reduceret markant. Men den er ikke ophørt.
I Danmark har undersøgelser fra Danwatch og Ekstra Bladet dokumenteret, at danske virksomheder siden 2022 har købt russisk fisk for mindst 532 millioner kroner. Undersøgelserne viser også, at der i nogle tilfælde er handlet med virksomheder med tilknytning til russiske oligarkmiljøer.
Samtidig peger analyserne på, at omfanget kan være større end de officielle tal viser. Fisk kan omlastes eller forarbejdes i andre lande og dermed ændre oprindelse, før den når det danske marked.
Handlen er i mange tilfælde lovlig. Der er ikke indført et generelt forbud mod import af russiske varer i EU, og visse fødevareprodukter kan fortsat handles. Det ændrer dog ikke ved, at handlen er politisk og etisk omdiskuteret. Ifølge russiske myndigheder bidrager landets fiskeindustri med betydelige skatteindtægter til staten. Dermed kan eksporten indirekte understøtte en økonomi, som samtidig er underlagt vestlige sanktioner.
Norge: Markant stigning i import af foder-råvarer
En tilsvarende problemstilling gør sig gældende i Norge. Ifølge det norske erhvervsmedie E24 steg importen af fiskefoder og råvarer til fiskefoder fra Rusland med over 70 procent i 2025, baseret på tal fra den norske statistikmyndighed SSB.
Handlen er lovlig, da fødevarer og foder ikke er omfattet af de gældende sanktioner. Flere virksomheder har dog valgt at udfase samhandlen af hensyn til etik og omdømme.
Blandt andet har Mowi oplyst, at selskabet har importeret råvarer som rapsolie og sojaproteinkoncentrat fra Rusland i overensstemmelse med gældende regler. Samtidig har både Mowi og Skretting meldt ud, at de forventer at udfase importen i løbet af 2026.
Den norske regering har varslet øgede toldsatser med henblik på at gøre handlen mindre økonomisk attraktiv.
Sverige og Finland: Mindre synlig, men fortsat handel
Også i Sverige og Finland er samhandlen med Rusland reduceret betydeligt, men ikke fuldstændig ophørt.
Finland havde før krigen en omfattende handel med Rusland, særligt inden for energi og råvarer. Denne handel er siden blevet kraftigt nedbragt, men visse forbindelser har bestået i en overgangsperiode, blandt andet som følge af geografiske og infrastrukturelle forhold.
I Sverige er den direkte handel med Rusland ligeledes faldet markant. Til gengæld foregår der fortsat handel via indirekte værdikæder, hvor varer kan blive forarbejdet eller omlastet i tredjelande, før de når det svenske marked.
Dermed kan russiske råvarer i praksis stadig indgå i europæiske forsyningskæder, uden at det nødvendigvis fremgår tydeligt af handelsstatistikkerne.
Lovligt – men i modstrid med den politiske målsætning
Fælles for de nordiske lande er, at den tilbageværende handel i vidt omfang er lovlig og ligger uden for de direkte sanktioner.
Samtidig har EU og de nordiske regeringer gentagne gange understreget, at målet er at lægge størst muligt økonomisk pres på Rusland. EU har blandt andet indført nye toldforhøjelser på russiske landbrugsvarer for at reducere landets eksportindtægter.
Det skaber et dilemma. For mens den overordnede politiske linje er at begrænse Ruslands økonomiske råderum, fortsætter dele af samhandlen på områder, der ikke er omfattet af sanktioner.
Et nordisk og europæisk dilemma
Sagen peger på et bredere strukturelt problem i Europa.
Både Danmark, Norge, Sverige og Finland er blandt de lande, der politisk og økonomisk støtter Ukraine. Samtidig viser de aktuelle tal, at der fortsat eksisterer handelsrelationer til Rusland på udvalgte områder.
Det understreger, at sanktioner ikke nødvendigvis stopper al handel, men i stedet begrænser og omdirigerer den.
Så længe disse undtagelser består, vil russiske varer fortsat finde vej til nordiske og europæiske markeder og dermed bidrage til en økonomi, som Vesten samtidig forsøger at lægge pres på.
