Der er ved Rådets forordning (EU) 2019/1097 af 26. juni 2019 om ændring af forordning (EU)2019/124 for så vidt angår visse fiskerimuligheder åbnet mulighed for, at der i 2019 kan overføres uopfiskede kvoter af brisling fra Skagerrak/Kattegat (SPR/03A.) til EU-farvande i 2a og 4 (SPR/2AC4-C) i Nordsøen.
Overførslen af kvoter (uopfiskede årsmængder) fra Skagerrak og Kattegat til Nordsøen er en-vejs, og vil derfor være bindende for den enkelte fartøjsejer. Muligheden for overførsel af kvoter (uopfiskede årsmængder) er alene gældende for kvoter i Skagerrak/Kattegat, der er tildelt i 2019.
Ejere af fartøjer med årsmængder af brisling i Skagerrak/Kattegat licensliste nr. 1128 kan indtil udgangen af 2019 efter ansøgning til Fiskeristyrelsen, få overført uopfiskede årsmængder af brisling i Skagerrak/Kattegat til fiskeri i Nordsøen licensliste nr. 1127.
Fiskeri på overførte årsmængder, kan først påbegyndes når Fiskeristyrelsen har udstedt en justeret FKA- tilladelse licensliste nr. 1000, hvoraf det fremgår, at de ønskede uopfiskede årsmængder er overført til Nordsøen.
Ansøgning fra ejere af fartøjer, der deltager i et puljefiskeri, skal indsendes af den respektive puljebestyrer. Ansøgning skal indsendes til Fiskeristyrelsen på e-mail: licensadm@fiskeristyrelsen.dk.
Ved ansøgning gælder de frister, der er angivet i reguleringsbekendtgørelsens bilag 2.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 1270 af 30. oktober 2018, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft den 23. august 2019 og er gældende til og med 31. december 2019 med mindre andet meddeles.