En mindre bornholmsk lystfiskekutter er søndag morgen sunket ca. 3,2 sømil syd for Dueodde. Besætningen på to nåede at gå i redningsflåden og er samlet op.
Der er tale om ”Kristine” fra Bakkerne Bådehavn ved Boderne. Det er en 22-fods glasfiber lystfiskebåd, oplyser vagthavende officer ved Maritimt Overvågningscenter Syd i Almindingen.
Fire redningsskibe blev indsat i aktionen, da alarmen blev modtaget kl. 09:13: Inspektionsfartøjet “Vestkysten”, Patruljefartøjet ”Najaden”, Redningsskibet ”Leopold Rosenfeldt” og den lette redningsbåd fra Nexø.
De to lystfiskere og deres flåde blev samlet op af et litauisk passagerskib, der var i nærheden.
Det var den lette redningsbåd, der først nåede frem til passagerskibet og fik de to lystfiskere ombord.
Seneste melding er nu, at de to lysfiskere fra den forliste kutter er taget ombord i Patruljefartøjet ”Najaden” og på vej til Rønne.
Opdateret : 11.04