Mikroplast lukkes ikke kun ud med overfladevandet – vinden gør også sin del
traffic congestion Russia

Mikroplast lukkes ikke kun ud med overfladevandet – vinden gør også sin del

De meget små plastpartikler, som overvejende stammer fra slid af bildæk og bremseskiver hvirvles op, tages af vinden og svæver rundt, hvorved naturen forurenes af disse mikroskopiske partikler, der efterhånden findes overalt.

Dette slidmateriale af mikroplast fordeles ikke kun med afvanding fra kørebaner i byerne og gennem kloakerne, men også som superlette luftbårne partikler, mindre en fem millimeter, der spreder sig overalt og gør livet, for verdens mindste, til et mararidt.

Store konsekvenser for folk, fisk og dyr
Mikroplasten finder vej ind i kroppen hos både mennesker og dyr men også klodens mange små individer i verdens havene, har især måtte lide under mængden af mikroplastpartikler, som nu i stigende grad kan observeres i skaldyr og små fisk.

Mennesker får det ind med maden, men det er fortsat uklart om hvorvidt mikroplasten kan skade os, og om det overhovedet kan forekomme, at de mindre mikroplaststykker kan gå ind i vores væv og gennebryde cellemembranerne. Men selv om mikroplasten ikke nødvendigvis er farlige at spise, kan den gøre mere skade end gavn, hvis den kommer ind via luftvejene.

Disse mikro-partikler er så små, at man kan indånde dem på samme måde som andet fint støv, hvilket absolut ikke er sundt, da det forbindes med luftvejsinfektioner og hjertekarsygdomme.

Mikroplast er sandsynligvis overalt
Tidligere troede man at mikroplasten udelukkende blev ført ud i havene via åer og floder samt via byernes afdrænings-systemer, men nye undersøgelser, viser at en lige så stor del af mikroplasten spredes via luften.

I et nyligt foretaget studie af norske forskere har de fundet, at halvdelen af al mikroplast forurening der havner i havene, er resultatet af det man så smukt kalder atmosfærisk transport. Der havner altså lige så meget mikroplast i havene via luften som ad de traditionelle vandveje.

Du kan læse hele artiklen her i Forskning.no