Kystfiskerordningen evalueres i øjeblikket og forslag til en kommende kystfiskerordning er undervejs. Blandt andet er der forslag fremme om, at tildele licenser på hjertemuslinger til kystfiskere i den tidsubegrænsede kystfiskerordning. Det har fået nuværende muslingefiskere til at frygte for en politisk »omfordeling«.
Fiskeriet efter hjertemuslinger er en del af det nuværende licensfiskeri, som i øjeblikket udføres af de 22 muslinge-fartøjer, som sammen udnytter de 50 licenser, der er udstedt til at fiske efter blåmuslinger, med hjertemuslinger som bifangst.
Nu frygter muslingefiskerne, at der åbnes for, at andre fartøjer får adgang til det økonomisk attraktive fiskeri efter hjertemuslinger. Et fiskeri der udgør et meget vigtigt bidrag til den samlede økonomi for muslingefiskerne på Limfjorden. Her havde 33 fartøjer i 2017 licens til fiskeri efter blåmuslinger i Limfjorden, hvor de også havde mulighed for at fiske hjertemuslinger som bifangst. Hele 22 fartøjer udnyttede licensen til dette fiskeri.
Landinger af blå- og hjertemuslinger:
- 2017 blev der landet 16.512 tons blåmuslinger til 29,8 mio kroner i Limfjorden.
- 2017 blev der landet 7.919 tons hjertemuslinger til en værdi af 38,9 mio. kroner.
- Blåmuslinge-fiskeriet udgjorde i samme periode 40 procent af de 22 muslingefartøjers fangstværdi
- Hjertemuslingefiskeriet udgjorde i samme periode 50 procent af fangstværdien.
- de resterende 10 procent i fangstværdien vedrører fiskeri af andre arter.
Dvs. den gennemsnitlige fangstværdi pr. fartøj udgjorde i 2017 3,2 mio. kroner.
Licensfiskerne undre sig over en mulig »omfordeling«
I en kommentar til de forslag der ønsker at omfordele fangsten af hjertemuslinger, siger et medlem af bestyrelsen i Centralforeningen for Limfjorden Peter Skou Dalsgaard fra Fur til Nordjyske.dk, »Jeg har investeret i licenser, der giver mig adgang til at fiske blåmuslinger og dermed også til en bifangst af hjertemuslinger.« Han frygter en politisk »omfordeling« og undre sig samtidig over, at hvis lysten er til fiskeriet efter hjertemuslinger, så er der i øjeblikket flere licenser til salg. »Så gør som vi andre har gjort, invester i en licens og kom ind i fiskeriet,« pointerer Peter Skou Dalsgaard.
Bo Kjeldgaard fra Jegindø, formand for Centralforeningen for Limfjorden forklarer til Nordjyske.dk, at der gøres ekstra meget for at organiserer Limfjordens muslingefiskere, så forekomsterne af blåmusling og hjertemusling udnyttes bedst muligt og økonomisk samt bæredygtigt forsvarligt. Hvis andre lukkes ind i fiskeriet efter hjertemuslinger, kan det rokke ved forudsætningerne. Som eksempel forklarer Bo Kjeldgaard, at et fartøj må fiske op til 45 tons blåmuslinger om ugen, hvilket sker yderst sjældent, for fiskeriet foretages ud fra vurderinger af hvad bestanden kan bære og rentabiliteten i fiskeriet. Der er nærmest en forudsætning, så der også er noget at fange til næste år. En del af arbejdet er også omplantning af muslingerne til områder med bedre forhold.
Nye forslag om at lukke fiskere ind fra en eventuel ny kystfiskerordning, risikerer derfor at forrykke den balance og stabilitet man har i det nuværende licenssystem, hvor der både fiskes efter muslinger, østers og søstjerner, forklarer Bo Kjeldgaard videre. Et system der ikke skal ændres ret meget i, før det vil forrykke grundlaget for det samlede fiskeri, siger han.