Et netop offentliggjort studie i det videnskabelige tidsskrift Science Advances, udfordrer man den gamle antagelse og teori om, at den europæiske åls gyderejse ender i Sargassohavet det følgende forår. Men ålen kan simpelthen ikke nå tilbage til Sargassohavet på den korte tid.
Det viser et stort anlagt mærkningsforsøg, at ålene simpelthen svømmer for langsom til at nå frem i tide.
Kim Aarestrup fra DTU Aqua har sammen med en international forskergruppe mærket 707 ål med elektroniske mærker, så forskerne kunne følge ålens vandring fra de europæiske kyster og helt over Atlanterhavet til Sargassohavet, hvor ålen forventes at gyde.
Forskergruppen har sammenholdt oplysningerne om udvandring af ål fra omkring 20 europæiske floder, med undersøgelser af forekomsten af små ålelarver i Sargassohavet. Resultatet er overraskende og udfordrer teorien om ålens vandring til Sargassohavet, hvor til man tidligere troede de ankom i flok, for derefter at gyde.
Størstedelen af ålene vil ikke nå frem i tide
»Ålenes rute og hastighed på mellem 3 og 47 km i døgnet viser, at størstedelen af dem simpelthen ikke vil nå frem tide. Det betyder, at nogle af dem nødvendigvis må vente tålmodigt til næste gydesæson for at deltage i gydningen, i stedet for blot at dø, som man hidtil har troet,« siger Kim Aarestrup, DTU Aqua, i en kommentar til undersøgelsen og fortsætter, »For ålene kan sådan en strategi have den fordel, at de så til gengæld møder op parate og i god tid, når gydeperioden begynder året efter. Det kan bl.a. være en fordel, når man skal finde en mage i det enorme hav, særlig fordi man mener de er »batch-gydere«, altså gyder i grupper.«
Ålen er (gonader – kirtel der producerer konsceller) dvs. inden gyderejsen omdanner den sit tarmsystem til æg eller sæd i stedet. Dette har man tidligere set som et tegn på at gyderejsen skulle være så kort som muligt, netop for at spare på energien, så den istedet kunne lave æg eller sæd. Konklusionen må være at nogle ål, først omdanner sig efter de er kommet frem til Sargassohavet.
Den farefulde færd for ålen går ikke altid direkte
De elektroniske mærker viste også, at ålen ikke altid tog den direkte vej til Sargassohavet. Den længste migrationsrejse / gyderejse, blev målt på en ål i 300 dage. Her blev mærket udløst og flød til overfladen, hvor den sendte sine data hjem. Her fandt man at ålen kun var nået til Azorene, (en portugiisisk øgruppe i Atlanterhavet ca. 1.500 km fra Lissabon) og derfor stadig havde mange tusinde kilometer fra Sargassohavet. Det interessante ved denne ål, var at hvert døgn migrerede ålen 300 meter op og ned i vandet. Måske for at udgå rovfisk, hvilket er meget sandsynligt, da flere af de mærkede ål, blev ædt længe før de nåede endemålet syd for Bermuda-øerne.
Rejsen igennem den engelske kanal
DTU forskeren fortæller videre, at man også bemærkede at ålen i flere tilfælde svømmede mod strømretningen, hvilket kun bekræftede teorien om at ålen bruger stimuli, dvs. de svømmer efter lugt eller magnetisme for at finde vejen tilbage. Derimod var det helt nyt for forskerne, at Nordsøålen på vej mod Sargassohavet, i nogle tilfælde vælger at tage turen ned om den Engelske kanal.
Hidtil har man også troet, at der ingen vandring var i vand under 4 grader, men også den antagelse bliver udfordret af data fra ålemærkningen. Nogle ål vandrer ved meget lave temperaturer, faktisk helt ned til under 0 grader.
Det er nyttig viden forskerne med denne mærkning har opnået og forståelsen af ålens vandring og i arbejdet med at genoprette den europæiske ålebestand.
