Bilag 6: Vedrørende kW-dage-tilladelser i forvaltningsperioden
Fleksibel adgang til at deltage i fiskeriet i visse redskabssegmenter i forvaltningsperioden 1. februar 2011 til 31. januar 2012 for fartøjer med kW-dagetilladelse.
1. Udvidelse af tilladelsen for fartøjer, som har kW-dage tilladelse til at være til stede i Skagerrak/Nordsøen (3 AN/4) med redskaber af kategorien TR 1 eller TR 2.
Vilkårene for kW-dage tilladelse udvides for forvaltningsperioden 1. februar 2011 til 31. januar 2012, så fartøjer, der har tilladelse til at være til stede i Skagerrak/Nordsøen (3 AN/4) med enten redskabskategorien TR 1 eller TR 2 har tilladelse til at benytte begge redskabstyper i Skagerrak/Nordsøen (3 AN/4).
Dog må begge redskabstyper ikke medtages på samme fangstrejse.
2. Udvidelse af tilladelsen for fartøjer, som har kW-dage tilladelse til at være til stede i Skagerrak/Nordsøen (3AN/4) eller Kattegat (3AS) med redskaber af kategorien GN1.
Vilkårene for kW-dage tilladelse udvides for forvaltningsperioden 1. februar 2011 til 31. januar 2012, så fartøjer, der har tilladelse til at være til stede i Skagerrak/Nordsøen (3AN/4) med redskabskategorien GN1, også har tilladelse til at benytte GT1 i Skagerrak/Nordsøen (3AN/4). Ligeledes udvides tilladelsen, så fartøjer der har tilladelse til at være til stede i Kattegat (3AS) med redskaber af kategorien GN1, også har tilladelse til at benytte GT1 i Kattegat (3AS) i forvaltningsperioden 1. februar 2011 til 31. januar 2012.
Dog må begge redskabstyper ikke medtages på samme fangstrejse.
3. Mulighed for, at fartøjer, som har kW-dage tilladelse til at være til stede i Kattegat med redskabskategorien TR 1 eller TR 2, kan søge om tilladelse til også at fiske i Skagerrak/Nordsøen.
Fiskeridirektoratet kan efter ansøgning udstede tilladelse til, at fartøjer, der har tilladelse til at være til stede med redskabskategorien TR 1 eller TR 2 i Kattegat (3 AS) i forvaltningsperioden fra 1. februar 2011 til 31. januar 2012 også får tilladelse til at være til stede i Skagerrak/Nordsøen (3 AN/4) med redskabskategorien TR 1 eller TR 2.
Tilladelse kan udstedes til fartøjer, der står foran at indlede fiskeri i Skagerrak/Nordsøen. Tilladelser kan udstedes, så længe der er plads til dette indenfor det samlede loft for højeste indsats i Skagerrak/Nordsøen (kW-loftet) under hensyn til de kW-dage tilladelser, som Fiskeridirektoratet allerede har udstedt.
De nævnte fartøjer må ikke påbegynde fiskeri i Skagerrak/Nordsøen, før Fiskeridirektoratet har udstedt ny kW-dage tilladelse, der åbner for dette.
4. Adgang til at være til stede i redskabssegmenter for fartøjer med låne-FKA eller låne-IOK.
Ved tildeling af låne-FKA eller låne-IOK kan Fiskeridirektoratet udstede kW-dage tilladelse til fartøjet med henblik på, at fartøjet har adgang til at fiske de tildelte låne FKA eller låne-IOK i forvaltningsperioden fra 1. februar 2011 til 31. januar 2012. Efter tildeling af låne-FKA eller låne-IOK kan fartøjet desuden søge om at få tildelt kW-andele som førstegangsetableret jf. § 169 i Reguleringsbekendtgørelsen.
5. Adgang til at fiske med langliner i Skagerrak/Nordsøen
Fartøjer, som i forvaltningsperioden fra 1. februar 2010 til 31. januar 2011 fik dispensation til at fiske med langliner i Skagerrak/Nordsøen uden at have kW-andele i segmentet, kan også i forvaltningsperioden fra 1. februar 2011 til 31. januar 2012 fiske med langliner i Skagerrak/Nordsøen uden at have kW-andele i segmentet.
Denne meddelelse er udsendt efter reglerne i Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 1443 af 15. december 2010, § 2, jf. bilag 6 og træder i kraft med virkning fra den 1. februar 2011