Af et samlet landareal på 800.000 kvadratmeter råder Hirtshals Havn kun over få og små ledige arealer, som ikke er lejet ud eller som er reserveret af virksomheder, der allerede ligger på havneområdet. Samlet råder havnen kun over ledige arealer på 22.000 kvadratmeter.
De ledige arealer på Hirtshals Havn giver fortsat mindre virksomheder mulighed for at etablere sig på havnen med produktion, fiskeforædling eller maritim service. Havnen råder dog ikke over sammenhængende arealer, der kan rumme større virksomheder og aktiviteter, hvilket inden for de allernærmeste år kan være en begrænsning for erhvervslivets udvikling.
Ansvarlig for arealudlejningen på Hirtshals Havn souschef Karin Eilers siger om den aktuelle udfordring:
– Det kan naturligvis betragtes som tilfredsstillende, at vi har en så stor del af havnens arealer udlejet, så vi ikke har arealer liggende som ikke giver indtjening. Vi ser imidlertid de manglende arealer som en begrænsning for havnens muligheder for at skabe aktivitet, omsætning og arbejdspladser. Jeg ser derfor positivt frem mod den VVM-proces vi nu har sat i gang og de nye muligheder som arbejdet vil give. Havnen får godt beliggende erhvervsarealer, der vil være attraktive for en række forskellige virksomhedstyper, der har behov for nærhed til kajer.
På Hirtshals Transport Center kan centerdirektør Tonni Sørensen tilsvarende melde alt udlejet – næsten:
– I centerbygningen har vi kun 30 kvadratmeter ledig, hvis der en virksomhed, der er interesseret i et lille lejemål til et kontor. Udvidelsen af Hirtshals Transport Center er allerede på tegnebrættet, og planerne for udvidelsen til nye logistik- og transportaktiviteter er på nuværende tidspunkt under myndighedsbehandling. Der vil hermed inden for en kort tidshorisont være skabt nye rammer for den fortsatte vækst på centeret.
Kilde: Hirtshals Havn
FiskerForum.com