Danmarksdemokraternes Kristoffer Hjort Storm satte i sin tid kursen mod Europa-Parlamentet med ét klart mål: at kæmpe for et stærkt og bæredygtigt dansk fiskeri. Som partiets første og eneste repræsentant i Bruxelles, valgt med 73.493 personlige stemmer tilbage i juni 2024, har han bragt både erfaring og en klar politisk retning med sig – til gavn for de danske fiskere.
Storm, der tidligere har været rådmand i Aalborg Kommune og medlem af Dansk Folkeparti, meldte sig i 2023 under fanerne hos Danmarksdemokraterne. Kort efter EU-valget blev han ikke blot en central stemme i EU’s Økonomi- og Valutaudvalg (ECON) og Udviklingsudvalg (DEVE), men han er nu også udpeget som stedfortræder i Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg (PECH) – en position, der cementerer hans rolle som fiskeriets mand i Bruxelles.
Denne udpegning understøtter hans tydelige ambition om at bringe danske fiskeres vilkår højere op på EU’s dagsorden. Storm har længe udtrykt frustration over den voksende regulering og de byrder, der hæmmer erhvervet, og han har især udpeget problemer som sæl- og skarvplagen, som ifølge ham, EU bør tage langt mere alvorligt end tilfældet er i dag.
Politisk har han også markeret sig som modstander af den foreslåede CO2-afgift på fiskeri, som han betegner som »økonomisk uansvarlig og skadelig for danske fiskere«. Han ønsker i stedet fokus på konkrete, realistiske løsninger, der kan sikre både miljø og erhverv.
Med Danmarksdemokraterne, som nyt medlem af den EU-kritiske gruppe Europæiske Konservative og Reformister (ECR), står Storm nu et sted, hvor han aktivt kan påvirke fiskeripolitikken i en mere pragmatisk og erhvervsvenlig retning.
»Danske fiskere har krav på rimelige vilkår og en politik, der bygger på virkeligheden og ikke skrivebordsteorier,« understreger Kristoffer Storm og lover, at han vil bruge sin nye rolle i PECH-udvalget til at bringe både sund fornuft og faglig indsigt med ind i EU’s fiskeripolitiske beslutningsrum.
Med Storms valg, sidder der nu tre danskere i Fiskeriudvalget: Asger Christensen (V) der er medlem, samt stedfortræderne Rasmus Nordqvist (SF) og Kristoffer Storm (DD).