Meget malende og meget rammende beskriver Pelagisk Perspektiv, at røgen er ved at lægge sig efter rådsmødet i Luxembourg den 14. oktober. Men konsekvenserne af de politiske beslutninger er irreversible og kommer til at omkalfatre fiskeriet, forarbejdningssektoren og fiskerisamfundene omkring Østersøen i årtier frem.
På trods af massiv kritik af fiskeriminister Mogens Jensens forhandlingsresultat fra grønneorganisationer, så er der bestemt ingen jubel i sektoren, skriver Esben Sverdrup-Jensen som direktør i Danmarks Pelagiske PO i Pelagisk Perspektiv.
Kvotefastsættelsen for de vigtigste bestande er katastrofal, og de tilhørende område- og periodebegrænsninger vil føre til afviklingen af østersøfiskerier, som vi kender dem. Både og kvoter er allerede sat til salg, banken ringer, fabrikker bløder, og familier overvejer deres fremtid i de kystnære samfund.
Det katastrofale resultat af kvoteforhandlingerne er ikke bare et udtryk for et politisk svigt, det er udtryk for en udvikling i et økosystem, der er gået i udu, og som man fra forskningssiden og fra forvaltningssiden ikke har evnet at beskrive eller tage hånd om i tide.
Fiskeriet er prisgivet
Østersøen er i økologisk krise, havet mangler salt og ilt, og især torsken i den østlige Østersø lever på grænsen af, hvad arten kan kapere – den er syg af sælorm og vokser ikke pga. mangel på de bl.a. de bunddyr, som er det vigtigste fødegrundlag i vækstårene. Alt dette er velbeskrevet af videnskaben.
Årsagerne til økosystemets krise er dårligere defineret og er bedst beskrevet som et udtryk for de akkumulerede effekter af forurening, manglende saltinfluks fra Nordsøen, eksplosiv vækst i sælbestanden, fiskeri og klimaændringer. De førende eksperter på DTU har i den forbindelse konstateret, at katastrofen ikke skyldes overfiskeri. Torskefiskerne i den østlige Østersø har i de seneste år underfisket kvoterne, og den videnskabelige kvoterådgivning har frem til 2018 indikeret en stabil bestand med et fiskerigrundlag på +25.000 tons. Samme forhold gælder for bestanden for vestlig sild, hvor videnskaben for 2020 har anbefalet en 0 kvote. I 2017 anbefalede selvsamme videnskab en stigning på mere end 30%, bestanden var i vækst. På sammen måde som torsken i østlig Østersø har fiskerne altså det seneste år levet på grænsen af et eksistensminimum. Det spinkle grundlag forsvinder nu i 2020.
Katastrofen og udfordringerne er altså velbeskrevne, men når det gælder løsningerne er svaret det stik modsatte. Det har medført en række desperate tiltag fastsat på rådsmødet i Luxembourg – forvaltningstiltag som videnskaben vurderer, har ingen eller meget ringe effekt i forhold til beskyttelsen af torskebestande, men som har katastrofale konsekvenser for de fiskere som lever af andre og bæredygtige fiskerier i Østersøen. Det gælder område- og tidsbegrænsninger i rødspættefiskeriet og i fiskerierne efter sild og brisling.
De få alternativer, som traditionelle torskefiskere har tilbage, undermineres af panikbeslutninger i Luxembourg. Hvis man ønsker at fastholde en mangfoldig og levedygtig fiskerisektor i Østersøen – så må man ikke tillade sig at gå i panik, som ministrene gjorde forleden. Man må tænke grundigt og langsigtet. Torskebestande kan genoprettes over tid, når økosystemet falder tilbage i balance. Men fiskere, som har solgt båd og kvote, forlader fiskeriet for altid, fabrikken genåbner aldrig, og familien flytter ikke tilbage til kystbyen med den lukkede skole og købmanden uden åbningstid.
Invitation til dialog om fremtiden
I røgtågerne fra Rådsmødet præsenterede Mogens Jensen et nødvendigt initiativ til en dialog om fremtidens fiskeri i Østersøen. Den invitation hilser vi velkommen, og vi ser frem til at samarbejde med Ministeren, fiskeriets organisationer og alle andre, som tager Østersøen alvorligt.
Dialogen må tage udgangspunkt i nedenstående:
- Fastholdelse og udvikling af de eksisterende fiskeriaktiviteter i Østersøen.
- Kortlægning af nye og bæredygtige fiskerimuligheder fx efter hundestejle.
- Udvikling af troværdig og solid videnskabelig rådgivning.
- Reel økosystemforvaltning, der omfatter alle aktiviteter i havet og resten af dræningsbassinet: fiskeri, forarbejdningssektor, økonomi, skibsfart, forurening, næringsstofudledning og havpattedyr.
Uden et langsigtet perspektiv, med udgangspunkt i solid og troværdig videnskabelig rådgivning, uden målet om at beskytte fiskeriets økosystem og østersøfiskernes eksistensgrundlag, og uden viljen til at tage hånd om forurening, havpattedyr og andre eksterne faktorer, så risikerer vi at kvæle fiskeriet i bestræbelserne på at redde torsken. Operationen lykkes – men patienten dør.
