Det er en række af de største norske børsnoterede lakseselskaber der nu er i skudlinjen og som nu undersøges for mistanke om karteldannelse.
Karteller er hemmelige sammenslutninger af virksomheder, som har til formål at begrænse konkurrencen i et geografisk område indenfor et bestemt fag og derved sikre højere priser og bedre fortjenester til kartellets medlemmer. Det går ud over andre virksomheder, forbrugerne og samfundsøkonomien, og virksomheder involveret i karteldannelse kan straffes med bøde, mens enkeltpersoner kan straffes med både bøde og op til seks års fængsel.
Flere selskaber med havbrug og opdræt af atlanterhavslaks er på en baggrund blevet grundigt undersøgt af EU-kommissionen, netop på grund af mistanke om urent trav, og mistanke om de har overtrådt EU’s kartelregler, oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Selskaberne der undersøges, er blandt andet verdens største lakseselskab Mowi, og de norske konkurrenter Grieg, Lerøy og Salmar, skriver det norske erhvervsmedie E24.
Det bekræftes af pressemedarbejder Ola Helge Hjertland hos Mowi, til E24. »Vi har haft besøg af EU-Kommissionen på to af vores fabrikker i dag, en i Skotland og en i Holland. Derudover kan vi kun sige, at vi ikke har noget at skjule, og vi samarbejder og hjælper EU-Kommissionen og deres inspektører. Vi forsøger at gøre deres arbejde så let som muligt,« siger Ola Helge Hjetland, pressekontakt hos Mowi, til E24.
EU-Komissionen understreger i sin pressemeddelelse, at inspektionerne ikke betyder, at virksomhederne er skyldige i karteldannelse, men samtidig oplyses det, at der ikke er nogen tidshorisont på, hvornår undersøgelsen afsluttes.
Inspektionerne påvirkede dog onsdag aktiekursen i selskaberne, hvor selskaberne Lerøy, Grieg og Mowi samt Salmars aktiekurs kl. 10 alle er nede med kursdyk på mellem 2,7 og 3,8 pct.