Et forbud mod bundtrawling i de nuværende britiske marinebeskyttede områder giver ingen mening, skriver professor i fiskeribevaring ved The Lyell Centre på Heriot-Watt University i Edinburgh, Michel Kaiser i et debatindlæg – men det bekymrer åbenbart ikke NGO’erne, der tilsyneladende er mere fokuseret på fundraising og sensationelle overskrifter end på valide fakta.
Du kan læse debatindlægget fra Michel Kaiser her i Fishing News (engelsk).
Lovforslaget om forbud mod bundtrawl, i de marinebeskyttede områder omkring Storbritannien, er både et misforstået, men også et tåbeligt initiativ. Det udspringer af den bekymrende tendens man ofte ser blandt mange politikere, der acceptere den ensidige, skævvridning af ’fakta’ med en ofte ensporet argumentation, som de grønne Ngo`er og lobbyister, er eksperter i at præsenterer for folk, uden analyse samt kritisk og et grundigt faktatjek.
Nogle parlamentsmedlemmer og NGO’er ignorerer bevidst, at trawlfiskeri ofte kan sameksistere med formålene for marinebeskyttede områder (MPA’er). Den britiske Hav- og Fiskerimyndighed (MMO) og Det Fælles Naturfredningsråd (JNCC) har allerede vurderet, hvilke aktiviteter der er forenelige med beskyttelsesmålene. Mange MPA’er er udpeget til at beskytte havfugle eller rovdyr som delfiner og sæler, hvor bundtrawling sjældent udgør en trussel – langt større risici kommer fra faststående redskaber. Kun i tilfælde, hvor beskyttelsen gælder ekstra følsomme og sjældne havbundsorganismer, er bundtrawling en direkte trussel.
NGO’ernes kampagner forbyder nuancer og ignorerer, at faststående redskaber, som de foreslår som alternativ, kan have en langt større negativ effekt på truede arter såsom fugle og marsvin. Desuden er bundtrawling ofte mere effektivt i fødevareproduktion med en lavere CO2-udledning pr. kilo fanget fisk sammenlignet med faststående redskaber.
Redskabskonflikter kan fiskeriindustrien selv løse uden indblanding fra internationale ikke-statslige organisationer (NGO´er) som Oceana. Der findes allerede eksempler, hvor sektoren selv har opdelt havet til forskellige fiskeriformer, såsom Inshore Potting Agreement i Devon. Hvis fiskerne, med faststående redskaber tror, at NGO’erne støtter deres sag, tager de grueligt fejl – fisk og skaldyr passer simpelthen ikke ind i en ›vegansk dagsorden‹.
Lad dig ikke narre. Hvis Oceana lykkes med at skabe splittelse mellem de forskellige sektorer i fiskeriet, ser fremtiden virkelig mørk ud, skriver Michel Kaiser til slut.
