At opstille idealistiske løsninger i fiskeriet, uden rod i virkeligheden, er utopi

I avisen Information kunne man forleden læse et indlæg fra folketingskandidaterne fra henholdsvis Socialistisk Folkeparti med Emil Nielsen og de Konservatives Anders Storgaard, der begge følte sig forfulgt af »mindre pæne ord« fra Danmarks Fiskeriforening DFPO. Der i et svar på et tidligere indlæg fra folketingskandidaterne, havde udtrykt uenighed i deres udlægning af det de kaldte, »det natur-skadelige trawlfiskeri«.

Du kan læse Folketingskandidaternes SF og Konservative her i Information »Underholdende læsning« også selvom man ikke er enig..

Husk nu, at fiskeriet har leveret på deres del af klimaomstillingen. CO2-udledningen er allerede reduceret med over 62 procent, inden 70 procents-kravet skal indfris i 2030. Trawlfiskeriet er bæredygtigt og langt at foretrække, end andre produktionsformer, der leverer fødevarer til danskernes forbrug af proteiner. Så hvorfor denne hetz mod et historisk fiskeri, der iøvrigt bliver omtalt rosende i alle andre lande bortset fra den østlige del af Danmark.

Med påstande som:

• Staten friholder trawlerne for at betale energiafgift – fuldstændigt som vi ser det i brancher som, Landbrug, gartneri og skovbrug samt den tunge industri og procesvirksomheder og luftfart og skibsfart for ikke også at nævne Fjernvarmeproduktionen, som de to folketingskandidater sikkert også nyder godt af. Energiafgifts-fritagelser og godtgørelses-ordninger for visse virksomheder og brancher er indført af flere grunde, primært for at sikre konkurrenceevnen, beskytte arbejdspladser og understøtte væsentlige erhverv. Samlet set er formålet med energiafgiftsfritagelser, at sikre en balance mellem grøn omstilling, økonomisk vækst og samfundsmæssige behov.
• Fiskeriet udgør en forsvindende lille del af beskæftigelsen og værdiskabelsen i Danmark, og er en af de brancher, der har det største negative aftryk på vores hav-natur og – relativt i forhold til erhvervets størrelse – på klimaet – Selvom fiskeriet kun udgør en relativt lille del af den dansk beskæftigelse, så har det en positiv effekt på beskæftigelsen i følgeindustier, som forarbejdnings- og fiskeindustrien samt transport og eksporten. De er en yderst vigtig del af økonomien i kystsamfundene, med fiskerihavnene i Skagen, Hirtshals, Hanstholm, Thyborøn samt Hvide Sande og Strandby. Når vi taler CO2-udledning, skal det sættes i forhold til andre brancher, der har større udledninger, såsom; shipping, landbrug samt procesindustrier. Klimaaftrykket i fødevareproduktionen har generelt store miljøpåvirkninger hvor både landbrug og akvakultur kræver deres. Mens fiskeriet har en vis negativ påvirkning på havmiljøet og udleder CO2, er det en forenkling at gøre det til »den største synder«, uden at sammenligne det retfærdigt med andre erhverv. Belastningen afhænger af, hvilke parametre man måler på, og hvordan man sætter det i forhold til fødevareproduktionen generelt.
• Fiskeriforeningen DFPO henviser til en rapport fra 2018, som vurderer beskæftigelsesbidraget fra fiskeriet til 16.000 personer – Rapporten blev opdateret i 2019. Nyeste tal fra Danmarks Statistik fremhæver fiskeriets og fiskeindustriens økonomiske betydning for Danmark, til at være 18.500 fuldtidsbeskæftigede i fiskeriet, der dækker over forarbejdning, transport og eksport i dets følgeerhverv med en omsætning på 32 milliarder kroner.
• Påstanden om, at havfiskeriet er det mest statsstøttede erhverv i Danmark, bygger på en forenklet og misvisende fortolkning af data. – Argumentet fremført af folketingskandidaterne fra SF og De Konservative, ser ud til at tage udgangspunkt i EU-midler og erstatninger fra Brexit, snarere end direkte dansk statsstøtte. EU’s Hav- og Fiskerifond støtter bl.a. modernisering, bæredygtige initiativer og strukturtilpasning i fiskeriet – præcis som landbrugsstøtten til landbruget. At kalde dette »statsstøtte« i en dansk sammenhæng er derfor misvisende. Da Storbritannien trådte ud af EU, mistede danske fiskere 25 procent af deres kvoter – rettigheder, de selv havde betalt for. Erstatningen var en kompensation for dette økonomiske tab. Det er ikke en løbende driftsstøtte, men en engangskompensation, der ikke kan sidestilles med statsstøtte til erhverv, der kontinuerligt modtager tilskud.
• Fiskeriet har det største klimaaftryk pr lønmodtager – Påstanden her, om at fiskeriet har det største klimaaftryk pr lønmodtager, er misvisende. Fiskeriet bruger diesel, hvilket giver CO2-udledning, men set i forhold til fødevareproduktion generelt er fisk én af de mest klimavenlige proteinkilder. – At måle klimaaftryk pr lønmodtager kan give et skævt billede, da fiskeriet er et relativt lille erhverv, men med høj energianvendelse pr enhed fanget fisk. – Hvis man vil sammenligne klimabelastning mellem erhverv, skal det ske på et retvisende grundlag – fx CO2-udledning pr produceret fødevareenhed.

Debatten om fiskeriet bør være mere nuanceret. I stedet for at fremstille erhvervet som en klimasynder på offentlig støtte, bør man anerkende dets betydning for fødevareforsyning, beskæftigelse i kystsamfund og de udfordringer, det står overfor i en grøn omstilling.

Tilbage i den virkelige verden og fiskeriets realiteter

Emil Nielsen (SF) og Anders Storgaard (C) mener, at løsningen for dansk fiskeri er at skifte til skånsomme fangstmetoder som garnfiskeri, der både skal sikre fiskernes fremtid, beskytte havmiljøet og bidrage til klimaomstillingen. Men har de taget højde for realiteterne?

Trawlfiskeri spiller en betydelig rolle i dansk fiskeri. Ifølge Danmarks Fiskeriforening blev der i 2022 fisket med trawl på 19,9 procent af det danske havareal. Desuden stammer 75 procent af fangsterne i danske farvande fra blot 10 procent af havbunden, hvor trawlfiskeri er mest intensivt.

Det er også værd at bemærke, at trawlfiskeriet primært foregår på sand- og mudderbund, som naturligt er dynamiske miljøer påvirket af vind og strøm. I de indre danske farvande er trawlfiskeriets omfang endnu mindre; for eksempel blev der i 2022 kun fisket med trawl på 3,6 procent af Bælthavet.

Næsten 80 procent af de fisk, der landes og sælges i Danmark, fanges med trawl. Hvis vi fjerner trawlfiskeriet uden at have et alternativ, mister vi ikke bare fiskerne – vi mister hele branchen, fra fiskeauktioner til forarbejdning og eksport. Det er ikke bare et spørgsmål om at skifte metode – det er så et spørgsmål om, hvorvidt fiskeriet overhovedet kan overleve i Danmark.

At tro, at garnfiskeri kan erstatte trawlfiskeri 1:1, er en illusion. Garnfiskere kæmper allerede i dag med massive problemer fra især skarv og sæler, der ødelægger fangsterne, hvilket gør det umuligt at drive et rentabelt garnfiskeri. Hvis garnfiskeri skulle tage over for trawlfiskeriet, ville det også kræve en enorm mængde små både – langt , langt flere end vi har i dag og der skulle også gerne være fiskere til at tage over.

Det store trawlfiskeri foregår for en stor dels vedkommende i det nordlige Skagerrak og Nordsøen – områder, hvor vejret og hav-forholdene gør det umuligt for mindre både at fiske. Hvis man vil erstatte trawlfiskeriet med garnfiskeri, ville det i praksis betyde, at en stor del af de fisk, vi i dag lander i Danmark, slet ikke kan fanges.

De samme folk, som de to folketingskandidater, der vil forbyde trawlfiskeriet, taler ofte om et »dødt hav« og et »ødelagt havmiljø« – men hvis dette hav virkelig var dødt, hvordan skulle trawlfiskeriet så kunne erstattes af et garnfiskeri? Enten er der fisk, eller også er der ikke. Argumentet hænger ganske enkelt ikke sammen.

Urealistisk og ugennemførligt
At omstille fiskeriet lyder som en god idé i teorien – men i praksis er det en urealistisk og ugennemførlig plan. Hvis man virkelig ønsker at sikre fremtidens fiskeri i Danmark, bør man lytte til dem, der lever af det, og ikke blot opstille idealistiske løsninger uden rod i virkeligheden.