Søpunge eller tunikater er udbredt i alle verdens have, og der findes omkring 1000 forskellige arter. De tilhører alle Ascidiacea, der igen hører under sækdyrene (Urochordata) og de klassificeres under hvirveldyr.
Nogle af disse arter er kemisk set yderst interessante og usædvanlige, da de indeholder organiske forbindelser med kraftige biologiske aktiviteter samt Omega-3 og cellulose. Dette kan udgøre et godt alternativ til bioetanol brændstof og som fiskefoder til opdrætsfisk.
I de norske fjorde er der tunikat-farme der kan udvinde en mængde proteiner, der er 100 gange højere pr. m2 havoverflade, end hvad man tilsvarende kan få pr. m2 på landjorden.
Tunikaterne er egentligt levende rør, der pumper bakterier og andre mikroorganismer ind i den ene ende og ud igen i den anden ende. På den måde spiser de organismer nederst i fødekæde, uden at konkurrerer direkte med andre fisk og dyr. Desuden renser de vandet i fjordene og i vandet omkring os.
Tunikaterne har ingen naturlige fjender, hvorfor de kan blive helt op til 2.500 – 10.000 individer pr. m2 og for nogles vedkommende kan de blive rimeligt store samtidig. De vokser hele året og meget hurtig, men bedst i lidt koldere vand.
En gruppe forskere fra Universitetet i Bergen forsøger sig nu med at opdrætte tunikater, i et pilotprojekt lidt uden for kysten af Bergen. På forsøgsanlægget er store plastdunke fæstet til bunden med bøjer og anker, hvorimellem havets strømme fører de næringsrige mikrober i havvandet forbi tunikaterne.
Forskningsleder Christofer Troedsson tager en dunk op af vandet og viser Forsknings.no`s udsendte, at dunken fuldstændigt er dækket af store tunikater. Tunikater der som nævnt producerer cellulose og omega 3. Med hensyn til cellulose produktionen fra tunikater, mangler der dog et vigtigt stof, som man normalt får når vi taler træmasse, og det er stoffet lignin. Derfor mener forskningslederen at det måske er mere aktuelt at kigge på tunikaterne som et fortrinligt fiskefoder i stedet. Specielt som foder til de store laksfarme, da det indeholder større mængder af Omega-3. Noget der normalt leveres fra industrifiskeriet, men her har produktionen nået sit maksimum, så man er på jagt efter alternativer.
Tørrede tunikater indeholder 60 procent protein og rigelige mængder Omega-3, der er et vigtigt stof for opdrætsfisk og ikke mindst indeholder det smagsstoffer som specielt opdræts-laksen godt kan lide.
Mikroorganismer som er fødegrundlaget for tunikater, findes i rigelige mængder, men der er stadig nogle udfordringer der skal overvindes ifølge forskningsleder Troedsson. ”For det første skal vi dyrke tilstrækkelige store mængder biomasse pr. m2, før dette kan blive lønsomt. Vi forventer at et sted mellem 100 til 200 kg pr. m2 og det er i sig selv ekstremt meget. Det er det vi i øjeblikket forsøger i Bergen, at optimere produktionen så vi kan nå målene. Det ser lovende ud i vores lille forsøgsskala, men vi har ingen sikkerhed for at vi kan nå samme mål, når der tales om egentlig produktion i stor skala.
Den anden udfordring ligger i, rent teknisk og praktisk, at høste tunikaterne. De indeholder 19 dele vand og kun 1 del tørstof, og vi skulle gerne kunne presse op til 97 procent vand ud samtidig med vi høster dem om bord i bådene og der skulle gerne kunne høstes flere tons i timen, før det er rentabelt.”
Lykkedes det at producerer tilstrækkeligt pr. m2 og kan forskerene lykkedes med at presse tilstrækkeligt vand ud af tunikaterne og gerne hurtigt, så produktionen kan blive på mindst flere tons pr. time, kan en produktion af tunikater gå hen og blive rigtig stor og profitabel.
