Debatindlæg af Erik kusk Larsen, Hals (E-mail: erik@smaabaadsfiskeri.dk)
Et debatindlæg af Erik Kusk Larsen, der beskriver det paradoks der er opstået ved, at politikere og myndigheder passivt har ladet én art (skarven) udkonkurrere andre i naturen, for derefter at bruge millioner på at skræmme de fordrevne arter (mågerne) væk fra de byer, som myndighedernes egen manglende handling har drevet dem ind i.
Erik skriver i sit indlæg: Hver eneste sommer – og især i år – hører vi de samme historier. Måger skriger dagen lang, angriber mennesker, river affaldsposer i stykker og bygger reder på tage over hele landet. Kommunerne bruger hvert år store summer på at skræmme dem væk, fjerne reder og rydde op efter dem.
Men ingen tør stille det mest oplagte spørgsmål: Hvorfor flyttede mågerne overhovedet ind i byerne?
Jeg boede ved Limfjorden frem til 2020 og fiskede rigtig meget på Limfjorden, indtil at skarven og sælerne, indtog fjorden . Her oplevede jeg en udvikling, som efter min mening burde have fået alle alarmklokker til at ringe hos myndighederne.
Da jeg voksede op og begyndte at fiske på Limfjorden, var der ingen ynglende skarvkolonier på de holme, hvor jeg færdedes vest for Nibe. Det ændrede sig dramatisk i slutningen af 1980’erne og 1990’erne, hvor skarvkolonierne på få år voksede til flere tusinde reder., og samtidig steg presset på de fisk, som både skarver og måger lever af.
I disse år steg antallet af skarver betydeligt på få år
Det er ganske enkelt naturens lov. Forsvinder føden og ynglepladserne, flytter dyrene. Det var præcis det, mågerne gjorde.
Først søgte mange mod minkfarmene, hvor der var rigeligt med føde. Senere fandt de et nyt paradis i byerne. Flade tage på industri- og lagerbygninger mindede nok om de holme, de havde mistet, og menneskers affald blev en ny fødekilde. Da minkfarmene lukkede, var mågerne allerede fast etableret i byerne. I dag står kommunerne tilbage med problemet. Det, der undrer mig mest, er den totale mangel på vilje til at se på årsagen.
I mere end 25 år har seniorforsker Niels Jepsen fra DTU Aqua forsket i skarvens påvirkning af fiskebestandene. Gang på gang har undersøgelser vist, at skarver kan have en meget stor effekt på fiskebestande i både vandløb og kystnære områder. Alligevel har skiftende miljøministre stort set set passivt til, mens bestanden voksede, og konsekvenserne bredte sig. Vi har i årevis hørt, at naturen skal være i balance. Men balance betyder ikke, at én art får lov til at dominere på bekostning af mange andre.
Det er efterhånden svært at finde kystområder, hvor lystfiskere, erhvervsfiskere og lokale beboere ikke fortæller den samme historie: langt færre fisk tæt ved kysterne og langt flere skarver. Samtidig oplever flere og flere kommuner voksende problemer med måger.
Er det virkelig bare et tilfælde?
Det spørgsmål burde vores politikere som minimum være villige til at undersøge seriøst. Politikerne har gennem årene bestilt den ene undersøgelse efter den anden. De har dokumenteret, at skarver lokalt kan have en betydelig påvirkning af fiskebestandene. Alligevel er der sket meget lidt i den praktiske forvaltning.
I stedet bruger vi millioner af skattekroner på at skræmme måger væk fra byerne, mens vi ignorerer de forhold, der kan have været med til at drive dem derind. Jeg siger ikke, at skarven alene forklarer alle problemer med måger. Selvfølgelig spiller åbne affaldscontainere, let adgang til menneskeskabt føde og egnede tagflader også en rolle. Men jeg mener, at myndighederne bevidst har undladt at diskutere, om en alt for stor skarvbestand
også er en stor del af forklaringen.
Hvis vi bliver ved med kun at behandle symptomerne, kommer vi aldrig til at løse problemet. Det er på tide, at Christiansborg og Miljøministeriet holder op med at se isoleret på én fugleart ad gangen og begynder at forvalte naturen som det samlede økosystem, den er.
Ellers vil mågerne fortsat være byernes problem – og det er et problem, vi i høj grad selv har været med til at skabe.
Debatindlæg af Erik kusk Larsen, Hals (E-mail: erik@smaabaadsfiskeri.dk)
