Fiskeristyrelsen har sendt bekendtgørelsen og vejledningen til tilskudsordningen »Ophugning af fiskerfartøjer for torskefiskere i Østersøen 2022« i offentlig høring med henblik på at kunne åbne for ansøgninger midt i oktober.
Høringen sker på baggrund af den politiske aftale om at afsætte yderligere 25 mio. kr. til ophugning af fartøjer for torskefiskere i Østersøen i forhold til de 25 mio. kr., der blev afsat i Finansloven for 2022.
Ophugningsordningen vil være en del af det danske Hav-og Fiskeriudviklingsprogram, som er medfinansieret af Den Europæiske Hav-og Fiskerifond (EHFF).
Forordningen om Den Europæiske Hav og Fiskerifond giver mulighed for at give ophugningsstøtte til torskefiskere i Østersøen.
Formålet med ordningen er at reducere fiskerikapaciteten og dermed bidrage til at mindske ubalancen mellem fiskerikapacitet og fiskerimuligheder i Østersøen.
Ordningen forventes at åbne for ansøgninger midt i oktober 2022.
Læs på fiskerforum.dk om støtten til ophugning af fartøjer i Østersøen
Offentlig høring åbner nu
Som et led i åbningen af den nye ordning, sættes ordningen i offentlig høring nu og fristen for at indsende høringssvar er søndag den 9. oktober 2022.
Du kan tilgå høringen på Høringsportalen, og høringssvar skal ske herigennem