Flere minivådområder, der opsamler kvælstof, er på vej på de danske marker. 308 landmænd og lodsejere får støtte til at anlægge et minivådområde. Det kan blive til en årlig reducering af mængden af kvælstof med knap 145 tons, til gavn for de kystnære områder, hvor fiskedød og iltsvind desværre forekommer med en større hyppighed.
Hele 308 landbrug samt lodsejere har fået ja til støtte fra Landbrugsstyrelsen om at anlægge minivådområder. Lykkes det at etablere alle minivådområderne, vil det reducere kvælstofudledningen med op til knap 145 tons pr. år.
»Det er en kæmpe samfundsindsats, lodsejerne bidrager med. Vi skal beskytte vores vandmiljø, og alle landmænd, der etablerer et minivådområde, er med til at holde kvælstof væk fra fjorde, vandløb og søer,« siger fødevareminister Mogens Jensen.
I alt ansøgte 338 landmænd og lodsejere i 2019 om at etablere et minivådområde på deres jord. Den store interesse medførte, at der blev afsat 60,6 millioner kroner ekstra til ordningen i 2019, så alle ansøgninger, der lever op til kriterierne, kan få tilsagn. I alt er der givet tilsagn for ca. 160 mio. kroner for 2019.
Håbet er mange flere minivådområder
Fødevareministeren kom i december med en række tiltag, som gør kontrollen med minivådområderne mere fleksibel, for at sikre en smidigere kontrol. Den nye kontrol kommer efter, at de første erfaringer med kontrollen af minivådområder fra 2018-runden viste en række uhensigtsmæssigheder, som gjorde det svært for landmanden at rette op på for eksempel små fejl i deres ansøgninger.
»Jeg har gjort kontrollen med minivådområder mere fleksibel, så landmændene ikke skal frygte, at de ikke får støtte på grund af småting, som ikke har betydning for miljøeffekten,« siger Mogens Jensen.
I 2020 er der afsat 120 millioner kroner til ordningen om minivådområder, og ansøgningsrunden lukkede den 28. august.
Om minivådområder:
Et minivådområde er et konstruereret vådområde, der renser drænvand for kvælstof og fosfor. Det primære formål med minivådområderne er at forbedre vandmiljøet ved at reducere kvælstofbelastningen til det omkringliggende vandmiljø. Som en ekstra effekt reducerer minivådområder også fosfor.
Det er frivilligt, om en landmand vil anlægge et minivådområde. Landmænd får 100 procent i tilskud til etableringen via Landdistriktsprogrammet med EU-midler og kan derudover søge om kompensation for udtagning af areal og vedligeholdelse.