Nu er DFPO’s MSC-certifikat for det samlede fiskeri af blåmusling og hjertemusling i Limfjorden. kommet i hus.
Fiskeriet blev i princippet certificeret allerede i 2010, men certifikatet har været forbeholdt de både som lander til Vilsund Blue.
Med det nye certifikat ejet af DFPO er der nu åbent for at alle medlemmer i fiskeriet kan lande muslingerne med det efterhånden helt nødvendige blå stempel på – uanset hvilket firma som aftager deres fangst.
I en kommentar fra DFPO (Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation) skriver de, »I Danmarks Fiskeriforening PO har vi længe haft et princip om, at MSC-certificering skal være tilgængelig for alle vores medlemmer – i alle de fiskerier hvor vi kan få det blå stempel. Derfor valgte vi at få en DFPO-ejet certificering af muslingerne i Limfjorden, selvom der allerede fandtes en certificering. For så længe certificeringen er ejet af opkøbere eller andre, så kan den alt for let bruges til at hæmme konkurrencen – og det risikerer at gå ud over de priser fiskerne får, fortæller MSC-konsulent i DFPO,« Jonathan Broch Jacobsen.