Lørdag d. 28. april samles fiskerne til den årlige generalforsamling. Tobis og makrel vil helt sikkert være temaer, der kommer til drøftelse.
Når repræsentanter for alle landets fiskere, lørdag samles til den årlige generalforsamling, kan de samtidig fejre foreningens 125 års jubilæum. Festligheden markeres ved en særskilt eftermiddags reception. Fra morgen stunden afvikles den ordinære generalforsamling med deltagelse af en række indbudte gæster – herunder bl.a. Fødevareminister Mette Gjerskov.
Meget er sket og forandret gennem foreningens 125 års historie. I jubilæumsåret er der især to sager, som umiddelbart springer i øjnene og hvor medlemmerne har behov for at stå sammen.
Det ene er regeringsbeslutningen om at Danmark undlader at stemme, når EU indenfor kort tid ventes at vedtage sanktioner mod bl.a. Færøerne i den aktuelle konflikt med rovfiskeri af makrel i det nordøstatlantiske område. Fiskerne savner regeringens opbakning til en bæredygtig forvaltning.
Et andet punkt som ligger de aktive fiskere stærkt på sinde er tobisfiskeriet og den måde hvormed kvoten i indeværende år er fastsat på. Fiskerne har, rent ud sagt, ikke tillid til den måde, biologerne har tilvejebragt beslutningsgrundlaget for at beskære årets kvote med 90%.
Generalforsamlingen skal vælge formand for de kommende tre år. Kun én kandidat har meldt sig, nemlig foreningens nuværende formand Svend-Erik Andersen.
Til hovedbestyrelsen er en række medlemmer på valg. Tilfældigvis er foreningens to næstformænd begge på valg. Der drejer sig om Jesper Juul Larsen fra Esbjerg og Kim Kær Hansen fra Klintholm Havn. Begge modtager genvalg.
FiskerForum.com