I en tid med øgede globale udfordringer og usikkerheder, hvor forsyningssikkerheden er mere presserende end nogensinde før, er det vigtigt, at vi som samfund tager ansvar for de konsekvenser, som politiske beslutninger kan have på vores lokale fødevareproduktion.
Den debat, der raser om CO2-afgifter, CO2-kvoter og deres indvirkning på danske landbrugs- og fiskerierhverv, risikerer at få alvorlige konsekvenser for vores nationale fødevareforsyning, især set i lyset af den nuværende globale krigs-situation.
Danmark har for nylig indført en CO2-afgift på landbruget, som gør os til det første land i verden til at pålægge landbruget og fiskeriet afgifter for deres klimaforurening. Formålet er at reducere drivhusgasudledningen og sikre, at vi når vores mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030. Men spørgsmålet er, hvad vi ofrer i processen. Hvis den grønne omstilling ikke tages med omhu, kan det risikerer at føre til et økonomisk kollaps for flere erhverv, som landbruget og fiskeriet, som i øjeblikket står overfor et stort økonomisk pres og som er en vital del for, både den helt lokale og den lidt større nationale fødevareproduktion.
En ødelæggende afkobling fra virkeligheden
En bekymrende tendens er, hvordan visse dele af venstrefløjen og miljøorganisationer tilsyneladende har skabt et politisk miljø præget af det, der med et nyere ord kaldes »luksusholdninger.«
»Venstrefløjens luksusholdninger« – det er lettere at bruge andres penge end sine egne
Dette begreb henviser til en tendens, hvor politiske beslutninger og holdninger bliver båret af dem, der ikke nødvendigvis bærer byrden selv. Det er en form for »grønt tyranni«, hvor beslutningstagere, ofte i de mere privilegerede kredse, træffer valg, der signalerer deres politiske og moralske overlegenhed – men uden at tage højde for de konsekvenser, det kan have for samfundet som helhed. Ligesom det er sjovere at bruge andres penge end ens egne, er det lettere for de velstillede at fremme politiske beslutninger, som ikke nødvendigvis berører dem direkte. I stedet for at tage ansvar for de faktiske konsekvenser, kan man uden videre pålægge byrder på samfundets mere sårbare grupper, som står til at betale prisen for de beslutninger, der er truffet i langt mere luksuriøse og politisk korrekte bobler.
Denne idé om »luksusholdninger« har den karakter, at de ofte medfører omkostninger for samfundet som helhed, især de grupper, som ikke har råd til at bo centralt eller til at leve i storbyernes trygge rammer. Et fænomen, der også påvirker fødevareerhvervene er, hvordan mange beslutningstagere forsøger at signalere deres politiske overlegenhed ved at pålægge strenge restriktioner, som ikke nødvendigvis gavner den brede danske befolkning.
Eksemplet på dette ses blandt andet i modstanden mod trawlfiskeri og visse landbrugsmetoder, som sættes under et så stærkt politisk pres, at de økonomisk kan komme til at knække disse fødevare-erhverv. Dette pres kan medføre, at lokale producenter bliver økonomisk set ude af stand til at konkurrere med udenlandske producenter, som ikke har de samme restriktive love og regler, samt måske heller ikke arbejder under de samme snærrende og meget strenge krav.
Når disse beslutninger træffes uden at tage højde for de lokale realiteter og de langsigtede konsekvenser for forsyningssikkerheden, risikerer vi, at den danske befolkning på sigt må afhænge af importerede fødevarer, hvilket kan have fatale konsekvenser – især i en verden, der i øjeblikket er præget af usikkerhed, både politisk og økonomisk. Dette fænomen kan ses som et perfekt eksempel på »luksusholdningen’s« politiske indflydelse, hvor beslutninger, der rammer de mest sårbare i samfundet, tages i jagten på politisk status.
En bæredygtig fremtid kræver balance
Selvfølgelig er det nødvendigt at tænke grønt og bæredygtigt. Det er også nødvendigt, at Danmark spiller en rolle i den globale klimakamp. Men vi må ikke miste fokus på, hvad der virkelig er på spil. Fiskeri og landbrug er grundpiller i vores lokale og nationale fødevareforsyning, og at undergrave deres økonomi risikerer at udstille den danske befolknings afhængighed af importerede fødevarer – noget, vi i en tid med øget global usikkerhed ikke kan tillade os.
I stedet for at indføre restriktioner, der kun placerer byrden på de lokale erhverv, bør vi tage et skridt tilbage og overveje, hvordan vi kan kombinere grøn omstilling med sikring af forsyningssikkerheden. Erhvervslivet, herunder landbrug og fiskeri, har et vigtigt ansvar, men det er også samfundets ansvar at sikre, at disse erhverv kan fortsætte med at operere på en økonomisk bæredygtig måde.
Konklusion: Forsyningssikkerhed og grønt ansvar skal gå hånd i hånd
Politikere, der fremmer strenge CO2-afgifter og lovgivning, bør overveje konsekvenserne af deres beslutninger. Hvis vi som samfund ikke tager højde for forsyningssikkerheden og de lokale realiteter, risikerer vi at få et samfund, der bliver afhængigt af importerede fødevarer, samtidig med at vi forbruger ressourcer på kortsigtede politiske signaler. »Luksusholdninger«, der signalerer politisk overlegenhed og gerne vil fremstå som de mest grønne, kan være en risiko for fremtidens fødevareforsyning. Det er tid til at sikre, at vi arbejder mod en grønnere fremtid på en måde, der også tager ansvar for vores lokale og nationale forsyningssikkerhed.
Danmark bør ikke vælge mellem at være grønt og at være selvforsynende. Vi skal kunne gøre begge dele – på en måde, der styrker både klimaet og vores økonomi, samtidig med at vi beskytter de danske erhverv, der producerer den mad, vi alle er afhængige af.
