De voldsomt stigende fødevarepriser, der målt i procenter er cirka tre gange højere end den generelle inflation i Danmark, bør ikke komme bag på én eneste dansker. Stigningerne er resultatet af den politik, der føres her til lands.
Det konstaterer Effektivt Landbrug, under en overskrift »Milliarderne fosser ud af danskernes lommer til vindfrikadeller og grøn skysovs..« – og de er ikke de eneste, der har bemærket, at vores Statsminister Mette Frederiksen (S) har været ude med riven overfor vores fødevareerhverv. Her sidst med en udtalelse i DR Nyhederne; »Der må være nogen, der tjener flere penge lige nu, og de bliver jo nødt til at gå i dialog med os, om det er rimeligt, at de gør det på et tidspunkt, hvor en helt almindelig dansk familie synes, det er blevet for dyrt at handle« lød det fra statsminister Mette Frederiksen, også møntet på Landbruget, som hun åbenbart mener tjener for meget – Kom nu ind i kampen Mette.. du har selv været med til at løfte lønnen for de offentligt ansatte og sætte afgifter på dagsordnen, som km afgift og co2 afgift, så prisen på fødevarer i dag er blandt de højeste i EU, kun overgået af Luxemborg.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er måske ikke hovedårsagen til de stigende priser, mens hendes førte politik vidner om en indirekte indblanding – så det burde ikke komme bag på hende. Hun bør afholde sig fra at blande sig i prissætningen, der altid har været styret af udbud og efterspørgsel samt produktions- og distributions-omkostninger. Men istedet følge hendes eget forslag om, at åbne op for afgiftsnedsættelser i den kommende finanslov – her kunne Statsministeren og SVM-Regeringen gøre en kæmpe forskel..
- Derfor stiger fødevarepriserne – Fødevarepriserne har de seneste år bevæget sig opad, og forbrugerne oplever, at det bliver dyrere at fylde indkøbskurven. Flere forhold spiller ind, men særligt skatter, afgifter og stigende produktionsomkostninger lægger et pres på priserne.
- Lønomkostninger og offentlige udgifter – Højere lønninger i det offentlige kan indirekte få fødevarepriserne til at stige, fordi staten skal hente penge hjem via skatter og afgifter, og de omkostninger sendes videre gennem virksomhedernes regninger og ender til sidst hos forbrugerne.
- Transport: kilometerafgift rammer bredt – En ny km-afgift for vognmænd betyder, at transporten af fødevarer bliver dyrere. Fødevarer fragtes typisk flere gange, fra gård til slagteri eller mejeri, videre til grossist og endelig ud i detailhandlen. Hver ekstra udgift på vejen bliver lagt oven i slutprisen.
- CO2-afgiften på landbruget – Den kommende CO2-afgift er et af de mest debatterede tiltag. Den rammer direkte på produktionen af især kød og mejeriprodukter, hvor udledningerne er høje. Resultatet bliver, at enten mindskes produktionen eller forbrugerne kommer til at betale mere ved kasseapparatet.
- Energi, gødning og foder – Energipriserne er fortsat højere end tidligere niveauer, og det påvirker både produktion, transport og forarbejdning. Hertil kommer stigende priser på gødning og foder, her især drevet af de globale energimarkeder og krigen i Ukraine. For landbruget betyder det dyrere dyrkning og dyrehold, og regningen ender til sidst hos forbrugeren.
- Afgifter og globale forhold – Ud over de danske afgifter spiller også internationale faktorer ind. Danmark importerer en lang række råvarer, hvor prisstigninger og valutakurser presser prisen yderligere. Samtidig har nye grønne afgifter på emballage, pesticider og andre hjælpestoffer gjort fødevarer dyrere at producere og bringe på markedet.
Der er altså ikke én enkelt årsag til de stigende fødevarepriser, men en kombination af afgifter, løn- og energipres samt globale råvarepriser. Hvor meget de enkelte faktorer betyder, varierer fra vare til vare, men tendensen er tydelig: Fødevarer bliver dyrere, fordi hele værdikæden – fra mark og stald til supermarked – rammes af øgede udgifter.
Set i en økonomisk sammenhæng:
- Udbud og efterspørgsel
-
- Når der er stor efterspørgsel på en vare (fx smør, kød eller korn), og udbuddet er begrænset, så stiger prisen.
- Hvis udbuddet pludselig øges (fx en stor høst af hvede eller faldende efterspørgsel på svinekød i Kina), så falder prisen.
Dette er den klassiske markedsmekanisme.
- Omkostningsdrevet inflation (cost-push)
-
- Produktionsomkostninger (energi, gødning, foder, løn, CO2-afgifter) stiger → så kræver landmænd og producenter en højere pris for at dække deres udgifter.
- Transportomkostninger (brændstofpriser, km-afgift for lastbiler, fragtpriser globalt) rammer fødevarerne ekstra hårdt, fordi de ofte skal igennem mange led, før de lander på hylden.
- Forarbejdning og emballage er også blevet dyrere pga. energi og grønne afgifter.
Her er det ikke fordi efterspørgslen nødvendigvis er større – men fordi prisen for at producere varen simpelthen er højere.
- Globale chok
-
- Krigen i Ukraine har fx givet store udsving i korn- og energi-markederne.
- Tørke, oversvømmelser og klimaforandringer påvirker udbuddet direkte, hvilket kan få priserne til at stige uafhængigt af efterspørgslen.
- Politik og regulering
-
- Grønne afgifter (fx CO2-afgift på landbrug) og krav til produktionen kan lægge et ekstra lag omkostninger, som igen sendes videre til forbrugerne.
- Handelsaftaler, told og EU-regler kan også påvirke prisniveauet.
Priserne bliver altså bestemt både af udbud/efterspørgsel og af omkostningsniveauet. Når de to faktorer rammer samtidig, med eksempelvis en høj efterspørgsel på korn og stigende energi- og transportpriser, så kan fødevarepriserne skyde i vejret.
Disse markedsvilkår og strukturelle faktorer har også fået almindelige danskere til tastaturet. Her et eksempel på en kommentar til Statsministerens anklager mod landbruget for høj en indtjening:
Når virkeligheden rammer: Landmændenes indtjening halter langt bagefter fødevarepriserne
Statsministeren har for nylig antydet, at landbruget tjener for meget. Men et hurtigt blik i både gamle og nye regnskaber viser et helt andet billede: det er ikke landmændene, der scorer gevinsten på danskernes fødevareindkøb, tværtimod er deres indtjening sakket håbløst bagud i forhold til de udgifter, de står med.
I 1986 fik en landmand 24,50 kr. pr. kilo for en god slagte-tyr, svarende til godt 7.768 kr. i alt. I dag ligger prisen på 40 kr. pr. kilo – altså 12.840 kr. Altså en stigning på 65 procent. Men i samme periode er prisen i supermarkedet steget fra 30 kr. til 130 kr. pr. kilo – over en tredobling af prisen.
Det samme billede tegner sig for mælk. I 1986 fik landmanden 2,51 kr. pr. liter, mens forbrugeren betalte 2,95 kr. I dag får landmanden 4,12 kr., men på hylden står mælken til 14,50 kr. – igen langt større stigning i butiksprisen end der kan aflæses i landmandens afregning.
Samtidig er omkostningerne eksploderet:
-
- En time hos smeden kostede 130 kr. i 1986 – i dag koster det 600 kr.
- Diesel til traktoren er steget fra 3.600 kr. til 13.600 kr. pr. 1.000 liter.
- Strømmen er gået fra 0,50 kr. til 2,90 kr. pr. kWh.
- Arbejdslønninger er mere end femdoblet fra 42 kr. til 243 kr. i timen.
Tallene taler deres tydelige sprog: Mens detailhandlen, energisektoren og staten gennem moms og afgifter har skruet prisen for forbrugerne i vejret, har landmændene ikke fået tilsvarende løft i deres afregning. Tværtimod er deres produktionomkostninger steget langt hurtigere end indtægterne.
Så når statsministeren hævder, at landbruget »tjener for meget«, overser hun, at det er politisk bestemte rammevilkår, afgifter og stigende inputpriser, der har løftet fødevarepriserne – ikke en guldgrube i staldene.
At udpege landmændene som syndebukke er derfor ikke bare misvisende, det er en bekvem afledning fra eget politisk ansvar. Og lad os være ærlige: Hvis retorikken først sættes ind mod landbruget, er det kun et spørgsmål om tid, før næste skudsmål rammer de øvrige fødevareerhverv – ikke mindst fiskeriet – hvor brændstof, kvoter, miljøkrav og nye afgifter allerede presser økonomien.
SVM-Regeringen kan ikke både skrue op for afgifter, regulering og omkostninger og bagefter skælde ud over høje priser, uden at det klinger hult. Skal forbrugerne have lavere priser, kræver det stabile, gennemsigtige rammevilkår gennem hele kæden fra mark og hav til butik. Indtil den erkendelse lander i Statsministeriet, rammer anklagerne skævt, og regningen ender fortsat hos os helt almindelige danskere.




















