Flere redningsstationer var i aktion i weekenden

Flere redningsstationer var i aktion i weekenden

Redningsstationerne i Thyborøn og Skagen samt Hvide Sande og Sæby havde flere vellykkede aktioner her i weekenden.

To garnfiskere fra Hirtshals måtte søndag formiddag med HG 75 Nicoline, kalde hjælp over radion, da de ca. 12 sømil fra Hirtshals Havn, opdagede kraftig røg fra maskinrummet.

Det der skulle have været en fredelig tur efter rødspætter, udviklede sig dramatisk med store røgfaner samt stikflammer fra maskinrummet, som krævede hurtig indsats af de to fiskere. De fik dog hurtigt bugt med ilden og heldigvis var Skagen Redningsstation med »Lars Kruse«, hurtigt til stede ved den nødstedte, hvor de fik efterslukket og fik smidt en trosse over til HG 75 Nicoline, som herefter sikkert blev slæbt til kaj i Skagen.

Senere samme dag var der igen bud efter redningsbåden »Lars Kruse«, der denne gang måtte assistere en hollandsk sejlbåd der havde problemer med motoren, så også her blev der smidt en trosse over, hvorefter turen gik til Skagen Havn igen.

Thyborøn måtte afsted to gange søndag. Første gang havde en trawler problemer med grejer i skruen og var under slæb af en kollega. Fem sømil ud for Thyborøn overtog redningsbåden »Martha Lerche« slæbet og fik bugseret den uheldige trawler til kaj.

Anden opgave, var efter et opkald fra JRCC centret (Joint Rescue Coordination Centre), hvor meldingen lød på en strandet lystbåd ca. 48 sømil inde i Limfjorden, lidt vest for Aggersund. Her blev Thyborøns redningsstations FRB 16 sat ind, og den fik unden besvær frigjort lystbåden fra grunden, hvorefter den kunne sejle videre for egen kraft.

Det var ellers Hvide Sande redningsstation, der allerede fredag eftermiddag ved 17.00 havde første nødopkald denne weekend. Nødopkaldet var fra en kutter med maskinskade, der var under bugsering af en anden kutter, hvor man ønskede at »Emilie Robin« kunne tage over indtil havnen i Hvide Sande.

Andet opkald denne weekend kom fra en lystsejler, der ligeledes havde motorproblemer. En opgave som Redningsstationens lille FRB 15 klarede hurtigt og sikkert.

søndagen sluttede for Hvide Sande Redningsstations vedkommende med en mere fredelig bugsering, af en coaster der ønskede assistance ved indsejlingen til Hvide Sande Havn.

Endvidere blev Sæby redningsstation kaldt ud til en motorbåd i weekenden, den lå ca. 3 sømil ud for Sæby, og var sprunget læk ved et kølerør. Vandet var nået så højt i båden, at batterierne var under vand og dermed kortssluttet. Ombord var der 3 voksne og 2 mindre børn. Situationen kunne have udviklet sig faretruende, men heldigvis var Sæby Redningsstations hurtige ude med assistance. Situationen blev reddet og efter pumperne havde tømt motorbåden for vand, blev den bugseret sikkert ind til havnen.

Men alt i alt en travl weekend for redningsstationerne, der endnu engang har bevist deres værd og nødvendige tilstedeværelse. Noget der er værd at bemærke i disse tider, hvor hele vores beredskab og redningsstationerne er under sparekniven.