En 52-årig fiskeskipper fra Nexø er meldt til politiet af Fiskerikontrollen, for manglende nedkøling af sin fangst midt i sommervarmen.
Det skriver nyhedsportalen Bornholm.nu på sin Webside og fortæller videre at det ifølge anklageskriftet var den 52-årige, som skipper på et fiskefartøj den 20. juli omkring kl. 11.30, lod fisken stå på lossekajen i Nexø.
Han er tiltalt og nu anklaget for at have undladt at ise fangsten. Fiskerikontrollen havde målt en temperatur på mellem 18,5 og 20 °C. på fisken.
Fisk skal nedkøles hurtigt
Fisk er meget letfordærvelige fødevarer. Der er derfor en række krav til opbevaring og lagring specielt med hensyn til temperaturen, der skal overholdes inden fisken når forbrugeren.
Ferske fisk, der ikke skal holdes i live, skal nedkøles hurtigst muligt efter, at de er bragt ombord på et fiskefartøj, og opbevares ved en temperatur, der nærmer sig smeltende is, dvs. ved en temperatur mellem 0 °C og 2 °C.
Ifølge vejledningsmaterialet skal »hurtigst muligt« forstås så snart det overhovedet er muligt.
»Det vil sige, at nedkølingen skal ske med en vis kontinuitet uden unødige ophold. Det gælder om, at fisken opnår en temperatur, der nærmer sig smeltende is, så det nedbrydende enzymatiske og mikrobiologiske fordærv sættes i stå. Hvis nedkøling ikke kan foregå straks, for eksempel på grund af visse praktiske omstændigheder i forbindelse med fiskeriet, skal fisken nedkøles så snart det er praktisk muligt«, hedder det videre i vejledningen.