De danske fiskere kan se frem til lidt mindre torskekvoter i Østersøen i 2015, mens sildekvoterne vokser. Antallet af havdage er uændrede.
”Vi har opnået et rigtigt flot resultat. Efter intense forhandlinger har vi landet en aftale, som de danske fiskere kan være godt tilfredse med. Torskekvoterne er reduceret mindre end frygtet, og der bliver flere sild til de danske fiskere, som også beholder deres havdage på niveau med i år,” siger fødevareminister Dan Jørgensen.
For de danske fiskere betyder aftalen konkret, at de må fiske lidt mindre torsk i både den vestlige og den østlige Østersø. Kvoterne for sild i den vestlige og den centrale Østersø sættes væsentligt op, mens kvoten for rødspætte er uændret.
”Det lykkes, at lande en bæredygtig aftale, der går på to ben. Aftalen gør det muligt fortsat at have et bæredygtigt fiskeri i Østersøen, samtidig med, at vi skaber vækst og arbejdspladser i Vandkants Danmark,” siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Overførsel af uudnyttede kvoter
Med henblik på at afbøde virkningerne af det russiske importforbud for visse fiskeriprodukter er der ydermere taget beslutning om at øge muligheden for overførsel af uudnyttede kvoter for en række bestande fra 2014 til 2015 fra 10 til 25 pct.
Fakta om fiskeriaftalen for Østersøen 2015
- Det vil forsat være muligt at afskrive bifangster af sild i brislingefiskeri på nu op til 9 pct. i Østersøen.
- Torskekvoten nedsættes med 6 pct. i vestlige Østersø og med 22 pct. for TAC i den østlige Østersø.
- Laksekvoten reduceres med 10 pct.
- Rødspættekvoten bliver på det nuværende niveau.
- Sildekvoten øges i den østlige Østersø med 45 pct. og i den vestlige Østersø med 12 pct.
- Brislingekvoten nedsættes med 11 pct. i hele Østersøen.