Den biologiske rådgivning for tobis i 2012 er historisk lav.
I 2007 følte tobis fiskerne sig slagtet af et uventet stop i tobisfiskeriet. Efterfølgende viste der sig at have været langt flere fisk i havet end biologerne havde regnet sig frem til. Derfor samles alle gode kræfter nu for at sikre et moniteringsfiskeri, som kan være løftestang til en højere kvote i 2012.
Industrifiskerne er kommet under et uventet hårdt pres efter offentliggørelsen af den biologiske rådgivning for tobisfiskeriet i 2012.
I 2011 fiskede danskerne langt over 300.000 tons tobis, biologerne anbefaler nu en startkvote i 2012 på blot 38.000 tons. Dermed står fiskerne og fiskemelsfabrikkerne overfor et uoverskueligt problem, som vil trække et spor af fallit og fyringer. Tobis står for mere end halvdelen af de danske fiskemelsfabrikkers råvarevaregrundlag, og et kraftigt råvarefald vil måske også kunne betyde lukning af en eller flere danske produktionssteder.
Biologerne har i det sene efterår undersøgt havet for tobislarver og aldersfordeling af tobisindivider. Resultatet af dette arbejde har været meget nedslående, på samme måde som også resultatet forud for sidste års kvotefastsættelse var under det forventede.
Den historiske erfaring med bestandsvurdering af tobis er endnu begrænset, og derfor vil det også kun være rimeligt at dette vitale fiskeri får en ”second opinion” i form af et moniteringsfiskeri, som i sæsonen skal give et ”her og nu billede” af de faktiske forhold.
ICES åbner op for det kan ske, fiskeriets organisationer presser på for at få etableret moniteringsfiskeriet. Og torsdag udsendte Fødevareminister Mette Gjerskov en pressemeddelelse, hvor hun oplyser, at hun vil trække på samme hammel og arbejde for en højere kvote, forudsat fiskeriet sker på et bæredygtigt grundlag.
Skrækscenariet for biologer og myndigheder vil være, at følge en forsigtig biologisk rådgivning, for efterfølgende at måtte vedgå, at der var masser af fisk, som det senest skete i 2007, hvor fiskerne stred forgæves. Fiskernes daværende formand, Flemming Kristensen måtte dybt frustreret erkende; ”….. når man i EU én gang har besluttet, at der ikke er tobis, så må virkeligheden bare indrette sig efter det”.
Derfor tror og håber vi på, at fornuften sejrer og de erfarne fiskere selv får chancen for at afprøve og dokumentere mulighederne i årets tobis fiskeri.
FiskerForum.com