Forestil dig at bruge dit arbejdsliv på et dyr, du knap nok tør røre ved. For Michael Møller Hansen, forsker i populationsgenetik og evolutionsbiolog, samt professor ved Aarhus Universitet, er det netop sådan. For selv om ålen giver ham kuldegysninger, er det også den mest fascinerende fisk, han kender og ikke mindst, så gemmer den stadig på én af naturens største gåder.
Det skriver han om i en artikel på videnskab.dk
Allerede som barn blev han grebet af historien om den danske havforsker Johannes Schmidt, som i starten af 1900-tallet opdagede, at både den europæiske og den amerikanske ål gyder i det fjerne Sargasso-hav. Et mystisk havområde over 5.000 kilometer fra Europas kyster og han stillede sig selv spørgsmålet – Hvordan i alverden ved ålen, hvor den skal hen?
Et dyr med én bestand, men mange ansigter
Senere i sit liv som forsker, begyndte han at grave dybere i ålens gåder. Èt af de helt store spørgsmål var, om ålene er delt op i bestande, som laks og ørred, eller om de alle er én stor familie?
Han deltog i Galathea 3-ekspeditionen og samlede mikroskopiske ålelarver ind fra Sargassohavet. Gennem genetiske analyser kunne forskerne konkludere: Ålen er panmiktisk. Det betyder, at alle europæiske ål tilhører samme bestand, uanset om de er vokset op i Skotland eller Spanien.
Men hvordan kan de være ens genetisk og alligevel så tilpasset lokale miljøer? Svaret ser ud til at ligge i epigenetik. Det vil sige, at miljøet kan tænde og slukke for bestemte gener, uden at ændre i selve arvematerialet. Ålen bruger altså sine gener som fleksibele værktøjer alt efter, hvor den ender med at leve.
Halvt amerikaner – halvt europæer
En af ålens mest overraskende historier handler om dens evne til at krydse grænser, også genetiske grænser.
På Island har man opdaget åle-hybrider altså afkom mellem europæisk og amerikansk ål. De opstår sandsynligvis, fordi larverne udvikler sig til glasål (det næste stadie i deres livscyklus) netop omkring Island, som ligger midt mellem kontinenterne. Her mødes arterne og naturen eksperimenterer.
I et nyt studie har Møller Hansen fundet, at et bestemt stykke arvemateriale (180.000 basepar på kromosom 15), som først opstod hos den amerikanske ål, har givet den en evolutionær fordel og nu spreder det sig også i den europæiske bestand. Det betyder, at evolutionen ikke stopper ved artsgrænserne. Naturen deler de smarte løsninger på tværs.
Ålen mellem forskning og folketro
Ålen er omgærdet af mystik, fra gamle sagn til moderne videnskab. Hvis du selv vil dykke ned i dens gådefulde verden, så læs »Ålevangeliet« af Patrik Svensson (Saxo). En poetisk rejse gennem ålens naturhistorie og forfatterens forhold til sin far.
Eller besøg særudstillingen »Havets mysterier« på Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor du kan lære mere om både videnskaben og overtroen bag ålen. Her har Møller Hansen, samt hans kollega Aja Tengstedt skrevet et kapitel i den tilhørende bog: »Gamle og nye gåder om den europæiske ål.«
Og hvad med ålens fremtid
Midt i al denne fascination gemmer der sig også en trist fortælling, at den europæiske ål er i drastisk tilbagegang og er i fare for at forsvinde. For måske er det ikke kun forskere som Michael Møller Hansen, der bør tage ålen alvorligt. Måske er det tid til, at vi alle gør det.
