Minister mener derfor at der er behov for at se på rammerne for fremtidens fiskeri i Østersøen, for ny rapport viser, at danske Østersøfiskere står til at miste op imod en femtedel af deres indtægter, hvis torske- og sildekvoterne som ventet bliver reduceret markant. Derfor indbyder ministeren nu til debat om rammerne for fremtidens fiskeri. Hvordan skal dansk fiskeri se ud i fremtiden? Det spørgsmål vil fiskeriminister Mogens Jensen diskutere med fiskeri-organisationer og andre interessenter allerede i løbet af efteråret. Og planen er, at arbejdet skal være afsluttet inden næste sommer, for der er ikke umiddelbart udsigt til forbedring af situationen i Østersøen. »Vi har brug for en bred dialog om, hvordan vi ser rammerne for fremtidens fiskeri i Østersøen, og en debat om, hvordan vi ønsker dette fiskeri skal udvikle sig. En debat, jeg allerede i efteråret vil invitere fiskerne og andre relevante parter til, siger Mogens Jensen, der forestiller sig, at emner som forurening og sæler også skal på bordet, idet de kan have indvirkning på fiskebestandene.« Danske fiskere står til at miste mellem 16 til 21 procent af deres landingsværdi på fangster i Østersøen, hvis kvoterne for sild og torsk som forventet bliver reduceret markant i 2020. Det svarer til mellem 45 og 59 mio. kr. til næste år. Det viser en rapport fra Institut for Fødevare – og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet, der ser nærmere på de økonomiske konsekvenser for danske fiskere, hvis de kommende kvoter for Østersø-torsk og sild bliver så lave, som der er lagt op til. »Fiskernes muligheder ligger i at omlægge deres fiskeri, men det kan være svært for især de mindre fartøjer. Vi bliver nødt til at tænke anderledes, for samlet set står vi nu i en situation, hvor fiskeriet ikke synes at kunne fortsætte som hidtil. Der er tale om en reel krise for fiskeriet i Østersøen,« pointerer Mogens Jensen. Rapporten peger på, at det vil gå særligt hårdt ud over fiskere med fartøjer under 15 meter, som udgør langt den største del af de fartøjer, der fisker i Østersøen. Ministeren er klar til at se på en mulig kompensationsordning næste år for at hjælpe de mest berørte fiskere. »Det er unægteligt dystre udsigter for fiskeriet i Østersøen i 2020, som Kommissionens forslag lægger op til – nedskæringer linjen over. Både for torsk i den vestlige og den østlige Østersø og sild i den vestlige Østersø bliver der betydelige udfordringer. Det bliver vigtigt at finde den rette balance mellem beskyttelse og udnyttelse af vores fælles ressourcer i de kommende forhandlinger. Samtidig er jeg klar til at se på muligheden for en kompensationsordning næste år for at hjælpe de mest berørte fiskere afhængigt af, hvordan de endelige kvoter falder ud, siger minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling,« Mogens Jensen. FAKTA:
Rapporten kan læses hos Institut for Fødevare – og Ressourceøkonomi (IFRO), Københavns Universitet, her. |