Stjernekokke tilbereder fisk der er fanget bæredygtigt
I Madens Hus kan du og din familie den 13. oktober fra kl. 11 til 15 få sat sving i både de små grå og hele sanseapparatet, når udstillinger og kokkekunst gør jer klogere på fangsten. Foto: FSK

Stjernekokke tilbereder fisk der er fanget bæredygtigt

Søndag den 13. oktober står i Fiskens tegn, når Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) og Madens Hus i fællesskab byder indenfor til et fiske-event med fokus på bæredygtighed og kvalitet. Når entréen er betalt, er arrangementet gratis.

I Madens Hus kan du og din familie søndag den 13. oktober fra kl. 11 til 15 få sat sving i både de små grå og hele sanseapparatet, når udstillinger og kokkekunst gør jer klogere på fangsten og de friske fisk, der er fanget med omtanke. I de fire historiske køkkener i Madens Hus vil unge, dygtige kokke, anført af Rune Lund fra Restaurant Hærværk, jonglere med sandart, rødspætte, ising og torsk.

Rune er selv vokset op med en morfar, der fiskede og synes, vi skal passe bedre på livet i havet:

– Som kok skal man huske at stille alle HV-spørgsmålene til sin råvare. Hvordan, hvornår, hvorfor? Fisk er vildt ligesom gæs, krondyr og ræven i skoven. Hvis vi trawlede i skoven, ville folk reagere på det. Det skal vi også gøre i forhold til fiskeriet. På Restaurant Hærværk køber vi fisk, som er linefanget eller taget med garn eller vod, og vi får flotte, blanke og helt friske fisk, der er håndteret nænsomt.

Rune har samlet et stjernehold af topkokke, der vil tilberede smagsprøver af de kvalitetsråvarer de bliver præsenteret for. Konkret består holdet af Niklas Min Jørgensen ( Min Mad ), Thomas Nymark ( GUESTappart ) Michelle Rødbro ( MØF ), Rasmus Roed Nielsen ”TUBA” ( Den Rustikke ). Yderligere vil et antal kokkeelever være med til trylle de gode smage frem.

Kystfisker og formand for FSK, Søren Jacobsen, forklarer om fiskeriet: »Vi fisker naturskånsomt. Det betyder  vi fisker med passive redskaber og garn, hvilket betyder at vi kan fiske næsten uden bifangst, og  vores fiskeri er meget klimavenligt på grund af det meget lille dieselforbrug, vi har på de små kuttere. Derfor mener vi, at man kan sidestille vores fisk med økologi på land.«

Til eventen den 13. oktober på Det Grønne Museum på Randersvej 4 i Auning, vil madhistoriker Bettina Buhl fra Madens Hus løbende fortælle om, hvordan vi har spist de forskellige fisk gennem tiderne. Der vil være smagsprøver fra kokkene og spændende information om det skånsomme kystfiskeri.