Indlæg fra en gruppe erhvervsfiskere i Bønnerup
Tidligere formand for Bønnerup Fiskeriforening Per Skjøtt Hansen, har udtalt til TV2 Østjylland at striden handler om penge. Hvis »vi – erhvervsfiskerne« fik flertal, ville vi bare klatte pengene væk!!! Det er helt forkert og uden nogen form for begrundelse.
Det skriver en række erhvervsfiskere fra Bønnerup, der i dette indlæg forklarer sagens rette sammenhæng.
Synspunktet er tankevækkende for det seneste år har foreningens tidligere bestyrelses handlinger i foreningen kostet foreningen et stort beløb til advokat-regninger. Regninger der kunne have været undgået. Foreningens penge kan og skal naturligvis kun bruges inden for foreningens formål, nemlig at fremme fiskeriet for erhvervsfiskere inden for foreningens naturlige område.
De tidligere vedtægter i vores fisekri-forening betød, at når der var 5 medlemmer tilbage i foreningen, kunne foreningen opløses, og de resterende 5 medlemmer skulle derefter dele formuen imellem sig.
Indtil oktober 2024 var vi 15 medlemmer, og hele året havde 6 fiskere ansøgt om medlemskab, men de kunne, ifølge bestyrelsen, desværre ikke blive medlem, da de ikke opfyldte betingelserne for medlemsskab. Måske fordi det ville betyde et skifte af flertallet i foreningen?
Det undrede os dog så meget, at vi indkaldte til ekstraordinær generalforsamling hvor vi udfordrede bestyrelsens tolkning af vedtægterne, for flere af de siddende medlemmer i foreningen har ikke fisket i flere år, og kan dermed ikke kategoriseres som aktive fiskere længere.
På den ekstraordinære Generalforsamling blev de nye medlemmer meldt ind, og vi gik herfra i enighed om, at se fremad og arbejde på nye og tidssvarende vedtægter. I december indkaldte bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling der skulle foregå den 4. januar 2025, hvor deres forslag til nye vedtægter skulle vedtages.
Vi forventede at vi skulle sætte os ned i fællesskab og skabe vedtægter der tilgodeså alle nuværende medlemmer i vores forening, men desværre var bestyrelsen ikke interesserede i andre forslag end det som de havde fået udarbejdet og ville slet ikke lytte til os. Hvordan foreningen skulle bruge sine penge til drift af foreningen blev slet ikke diskuteret. De ville have vedtægter, der ikke tillod andre medlemmer end fiskere med A-status og egen båd, så man må sige, at indmeldelsen af lystfiskerne er stik imod hvad de har brugt det sidste år på at kæmpe for. Men måske de blev meldt ind for påny at sikre et nyt flertal?
På generalforsamlingen lørdag d. 15. februar lykkedes det, at få lavet en vedtægtsændring med følgende ordlyd:
§12: Foreningen kan opløses efter de i §12 angivne regler, dog således at brøken 2/3 ændres til brøken 3⁄4.
I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens formue tilfalde en af generalforsamlingen valgt forening i Bønnerup, inden for foreningens formål. I tilfælde af at der ikke er nogen forening der opfylder foreningens formål, skal beløbet gå til forbedring og vedligeholdelse af Bønnerup Havn. Beløbet skal »øremærkes« Bønnerup Fiskeriforening og pengene kan alene anvendes til forbedring og vedligeholdelse af Bønnerup Havn. Beløbet kan administreres af Bønnerup Havn, Cvr nr. 37052965, eller hvad der måtte træde i stedet for denne.
Med vedtagelse af denne nye bestemmelse blev det sikret, at hvis foreningen en dag skulle gå i opløsning, så bliver foreningens formue benyttet til at tilgodese havnen og erhvervsfiskeriet i Bønnerup i stedet for enkeltpersoner.
Bestemmelsen blev vedtaget med enstemmighed.
»Så nej, for os handler det ikke om penge, men hvad der er godt for os Erhvervsfiskere i Bønnerup og for Erhvervsfiskeriet.«
Indlæg indsendt fra Erhvervsfiskerne i Bønnerup:
- Ejner Thomassen RS 151 Ejca
- Kim Lykke Petersen RS 73 Annika
- JeB Worm RS 112 Lille June
- Mik Petersen O111 Kathrine
- Brian Møller Nielsen RS 314 Karen Peter
- Jens Melin O95 Emil
- Henning Thomassen RS 64 Else
- Charles Jensen AS 335 Bette Louise
- Morten Rasmussen RS194 Stigsholm
- Karl Møller AS14 Karin
- Anders Thomassen
- Lars Hotter Petersen
- Torben Christensen



















