Der er ingen tvivl om, at netop denne første udvælgelse af nogle af kattegat-fiskernes fartøjer til kameraovervågning, ikke er vand på deres mølle og flere af fiskerne har da også overfor FiskerForum.dk allerede varslet at de sætter deres båd til salg her til formiddag. Over and out.
Fortrædelighederne startede, da man i december 2019 besluttede, at der skulle indføres elektronisk monitorering af hovedparten af de fartøjer, som fisker efter jomfruhummer i Kattegat.
Fiskeristyrelsen har nu udvalgt de første 15 fartøjer, som skal have installeret kameraudstyr inden udgangen af 2020. Ét enkelt fartøj har tilmeldt sig frivilligt til projektet, mens de 14 øvrige fartøjer er udvalgt på baggrund af kriterier om fiskeriaktivitet i Kattegat i perioden 2017 – 2019 og fartøjslængde.
Fiskeristyrelsen skriver selv om projektet
Projektet kommer til at omfatte i alt ca. 100 fartøjer, når det er fuldt implementeret i 2022. De 15 fartøjsejere er i dag blevet orienteret om, at de er udvalgt, og listen med fartøjerne er også blevet sendt til Kommissionen. De 15 fartøjer vil senere på året blive kontaktet af Fiskeristyrelsen for at få udarbejdet en individuel fartøjsplan, der fastlægger de nærmere detaljer for projektet, f.eks. antallet af kameraer, der skal installeres ombord på fartøjet. Udgiften til anskaffelse og installation af kameraudstyr afholdes af Fiskeristyrelsen.
De 15 fartøjer vil kunne fiske videre i Kattegat efter de gældende tekniske regler, mens de øvrige fartøjer i Kattegat med bundslæbende redskaber skal fiske med særlige selektive redskaber fra og med 31. maj 2020.
Læs mere i nyheden om selektive redskaber
Fakta om projektet
Formålet med projektet om elektronisk monitorering er at kunne dokumentere jomfruhummer-fiskeriet i Kattegat, herunder bifangsten af torsk og overholdelsen af landingsforpligtelsen.
Projektet udrulles i flere faser over perioden 2020 til 2022 og vil i alt omfatte ca. 100 fartøjer. Alle fartøjer med bundslæbende redskaber, som i perioden 2017 til 2019 har haft minimum 20 havdage i gennemsnit pr. år i Kattegat eller 20 havdage i ét af årene 2020, 2021 eller 2022, omfattes af projektet.
14 af de 15 fartøjer, som skal have installeret kameraudstyr i 2020, er udvalgt repræsentativt i længdekategorierne 12 til 15 meter og over 15 meter blandt fartøjer, som har haft minimum 100 havdage i Kattegat i gennemsnit pr. år i perioden 2017 til 2019.
Læs mere om projektet med elektronisk monitorering i Kattegat
Kilde: Fiskeristyrelsen
FiskerForum.dk