Danskernes smag for alt godt fra havet, har nu fundet en ny vej, der etableres »Nyttehaver på vandet« som aldrig før. De skyder op over hele landet og folk er vilde med at dyrke deres undersøiske haver, der bugner af alt lige fra tang og blåmuslinger til velsmagende østers.
Seks steder i landet, er der nu muligt for private og andre interesserede i at opbygge deres egen helt private nyttehaver under vand. Man forbinder ellers nyttehaver med et stykke jord på land, hvor man normalt dyrker kartofler og porrer samt gulerødder. Men nu er fokus på havet og dets muligheder.
Stifteren af den selvejende institution Havhøst, Joachim Hjerl forklarer, at der for tiden findes seks såkaldte maritime nyttehaver, som drives af foreninger og flere er på vej. »Vi er gået fra at være en københavnerbaseret forening til at være en national netværksorganisation for maritime nyttehaver, der dukker op alle mulige steder de her år,« siger Joachim Hjerl videre.
Han er stifter og leder af Havhøst der er en sammenslutning af maritime nyttehaver, NGO’er, skoler, virksomheder og ganske almindelige mennesker, der deler en kærlighed til det store blå og som ønsker at fremme en bæredygtig udvikling ved at bringe mennesker tættere på de 70 procent af jordens overflade, der er dækket af hav. De kultiverer, høster og spiser af havets ressourcer uden at naturen lider overlast. Det er en win-win situation, for ud over det spiselige af Tang, blåmuslinger og østers, så optager disse også næringsstoffer fra havet, og reducerer dermed risikoen for iltsvind. Det åbner simpelthen op for en verden af gastronomiske oplevelser, der er ukendt for de fleste.
Der er allerede etableret haver ved Ebeltoft, Lemvig, Løgstør, Aalborg, Nykøbing Mors og Kerteminde. En medlemsskare på hele 500 medlemmer fra de lokale foreninger, arbejder og høster nu jævnligt af havets afgrøder og skaldyr.
To andre dyrkningsanlæg er på vej i både Vejle og København og yderligere ti andre i Danmark er også på vej med nye områder for dyrkning af havets mangfoldighed.
Bølgemark på vej
Havhøst skriver på deres hjemmeside, at de sammen med arkitekt Mikkel Steensgaard fra Bioark har udviklet en flydende platform, der tilbyder den perfekte kombination af dyrkningsareal, formidlings-space og klasselokale. Det kalder vi en Bølgemark, og den første af slagsen ankommer til København i efteråret 2019.
Det er Havhøst’s forventning, at Bølgemarken for alvor bliver aktiveret i foråret 2020, og at vi på baggrund af de erfaringer, vi gør os med at anvende platformen kan udbyde Bølgemarker til andre byer i landet. Konceptet er bygget modulært op, så flere Bølgemarker kan kobles sammen på kryds og tværs. Havhøst er allerede i gang med at udvikle nye moduler, der kan kobles sammen med det centrale dyrkningsmodul.
Normalt vil man vælge at dyrke muslinger, østers og tang til konsum ude på åbent vand, hvor risikoen for forurening af afgrøderne er minimal. Bølgemarken er oplagt til en placering nær land, så det er ekstra vigtigt at sikre sig, at der ikke er oplagte forureningskilder i nærheden – ihvertfald hvis man har tænkt sig at spise de dyrkede afgrøder (og de ikke bare er til test- og demonstrationsformål).
Den selvejende institution Havhøst støttes af Friluftsrådet, Velux Fonden og Spar Nord Fonden.