Aquaculture Advisory Council er udvalgt til EU-Kommissionens nye Water Resilience Stakeholder Platform. Brian Thomsen, chefkonsulent i Dansk Akvakultur Producentorganisation og formand for AAC, skal repræsentere den europæiske akvakultursektor i platformen.
Det skriver Dansk Akvakultur DAPO i en pressemeddelse
EU-Kommissionen har udvalgt Aquaculture Advisory Council, AAC, som medlem af den nye Water Resilience Stakeholder Platform. Platformen skal rådgive Kommissionen om gennemførelsen af EU’s strategi for vandresiliens.
Brian Thomsen, chefkonsulent i Dansk Akvakultur Producentorganisation, DAPO, og formand for AAC, skal repræsentere det europæiske rådgivende akvakulturråd i arbejdet.
EU’s strategi for vandresiliens skal bidrage til at genoprette og beskytte Europas vandkredsløb. Strategien har blandt andet fokus på tørke, vandmangel, oversvømmelser og forurening samt på en mere effektiv og langsigtet forvaltning af Europas vandressourcer.
Ifølge Brian Thomsen er det vigtigt, at akvakultursektoren bliver inddraget i arbejdet. »Jeg finder det meget positivt, at AAC er blevet prioriteret blandt de mange ansøgere. Vand er selve grundlaget for akvakultur, og derfor er det afgørende, at sektoren bliver hørt, når EU udvikler og gennemfører sin fremtidige vandpolitik. Det bliver samtidig en vigtig mulighed for at styrke relationerne til Kommissionens Generaldirektorat for Miljø og øge kendskabet til moderne europæisk akvakultur,« siger Brian Thomsen.
Platformen skal samle relevante organisationer og eksperter, som kan bidrage med viden og praktiske erfaringer til gennemførelsen af EU’s vandstrategi. For DAPO er udpegningen en anerkendelse af akvakulturens betydning i arbejdet med en mere robust og effektiv anvendelse af Europas vandressourcer.
»Det er en vigtig udpegning både for Brian Thomsen, for AAC og for den samlede europæiske akvakultursektor. Mange beslutninger om vandmiljø, vandforvaltning og klimatilpasning har direkte betydning for vores producenter. Derfor er det afgørende, at akvakulturens faglige perspektiver bliver inddraget tidligt og på et oplyst grundlag,« siger René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation.
René Christensen understreger samtidig, at akvakultur kan bidrage til Europas fødevareforsyning med en ressourceeffektiv produktion af fisk, skaldyr og tang.
»Europa har et klart politisk ønske om at øge produktionen af akvatiske fødevarer. Det kræver sammenhæng mellem vand-, miljø- og fødevarepolitikken. Vi skal både beskytte vores vandressourcer og skabe rammer, der gør det muligt at udvikle en moderne og miljø- og klimaeffektiv akvakulturproduktion,« siger René Christensen.
Water Resilience Stakeholder Platform mødes første gang den 21. september 2026.




















