Massive genopretningsprojekter skal genetablere stenrev, ålegræs og skaldyrsbanker og give truede fiskearter en fremtid i Aalborg Bugt, Knudshoved Odde og Endelave.
Tre storskala-projekter for i alt 140 mio. kr. skal nu genskabe havnaturen og få torsk, havørred og stenbider tilbage.
Det er aftalekredsen bag Havnaturfonden der nu investerer 140 mio. kr. i store naturgenopretningsprojekter, der skal genskabe havbundens levesteder med stenrev, ålegræs og skaldyrsbanker. Tre konkrete signaturprojekter igangsættes i Aalborg Bugt, Knudshoved Odde og Endelave i Aarhus Bugt.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse
Det danske havmiljø har i årtier været under pres. Iltsvind, tab af levesteder og et fald i biodiversiteten har sat sine tydelige spor. Med Havnaturfonden, der blev etableret i 2024, er der sat gang i den største genopretningsindsats i havet til dato i Danmark.
Aftalekredsen bag Havnaturfonden (S, V, M, RV, SF, EL og K) har netop besluttet at afsætte 140 mio. kroner i 2026-2030 til signaturprojektet »Vores Hav« – tre store genopretningsprojekter, der skal skabe åndehuller i havet og robuste levesteder, hvor torsk, stenbider, blåstak og mange andre arter kan trives.
Vores Hav-projekterne skal sikre unik havnatur på tre nøje udvalgte lokaliteter. Naturgenopretningsprojekterne bliver udformet som levende mosaiklandskaber af stenrev, ålegræs og skaldyrsbanker, der tilsammen genskaber den variation og kompleksitet, som kendetegner et naturligt havmiljø.
De første Vores Hav-projekter igangsættes i 2026 i Aalborg Bugt og Knudshoved Odde. Fra 2028 igangsættes genopretningsprojektet ved Endelave i Aarhus Bugt.
Fakta om de tre Vores Hav-projekter
Projekt Aalborg Bugt
Aalborg Bugt er landets længste Natura 2000-område. Det store lavvandede havområde har både national og international betydning som yngle-, raste- og opholdssted for en lang række kyst- og havfugle. Aalborg Bugt er et vigtigt gydeområde for stenbideren, og formålet med genopretningen i bugten er derfor særligt at skabe bedre forhold for stenbideren.
For at skabe betingelserne for en større mangfoldighed af arter vil Havnaturfonden etablere en mosaiknatur bestående af biogene rev, stenrev og ålegræs. Der er også mulighed for at etablere storskala genopretning af europæisk østers.
Aftalekredsen har afsat 60 mio. kr. til Vores Aalborg Bugt i 2026-2029.
Projekt Knudshoved Odde
Knudshoved Odde er et kystnært område, som er en del af et Natura 2000-område. Området er udpeget for at beskytte en lang række marine og kystnære habitatnaturtyper og en lang række yngle- og trækfugle. Farvandet i forlængelse af Knudshoved Odde er et stort naturligt stenrev, som er blevet kraftigt reduceret ved stenfiskeri.
Projektet Vores Knudshoved Odde vil være et omfattende naturgenopretningsprojekt med ålegræs, stenrev og biogene rev, som vil sikre, at betingelserne er til stede for et artsrigt økosystem til gavn for blandt andet torsk.
Aftalekredsen har afsat 50 mio. kr. til Vores Knudshoved Odde i 2026-2029.
Projekt Endelave
Endelave er et kystnært område i Aarhus Bugt, som rummer store arealer af stenrev, bugter og vige, og der er kendskab til gode ålegræsforekomster samt stenrev på lavt vand. Der har tidligere være biogene rev i området.
Der er gode muligheder for at lave mosaiknatur bestående af nye biogene rev, stenrev og ålegræs. Vores Endelave-projektet vil skabe sammenhæng og synergi mellem de initiativer, der allerede er i gang i området, og dem, som vil gå i gang i løbet af det kommende år i det sydlige Kattegat.
Dermed adskiller Vores Endelave sig fra de øvrige to Vores Hav-projekter, fordi det i langt højere grad skal forstærke natureffekten af eksisterende og kommende indsatser. Vores Endelave vil derfor afvente udviklingen af de øvrige indsatser i området for bedst muligt at kunne tilrettelægge, hvor indsatsen gør mest gavn.
Aftalekredsen har afsat 30 mio. kr. til Vores Endelave fra 2028-2030.



















