Af redaktionen FiskerForum.dk
Så når biolog Anders Kofoed påstår at, »Der er en løsning på problemet, og at den faktisk er ret simpel, for at genetablerer vores havmiljø – så er det ikke så nemt og simpelt endda.«
Det starter ellers godt for den danske biolog Anders Kofoed, der i år kan pryde sig med titlen »Danmarks Bedste naturformidler 2026«, samt med en beskrivelse i Jyllands-posten, af hans seneste bog »Den sidste dråbe. «. Her kommer Kofoed også med ét opmuntrende budskab – Nemlig ét håb – om at verdens største brakvands-hav, Østersøen, til Kattegats bløde bølger, Vesterhavets stride vinde og de sunde og bælter, der putter sig imellem vores øer, alligevel har ét håb.
Men biolog Anders Kofoed beskriver også i bogen, et dansk hav med iltsvind, giftstoffer og kollapsede torskebestande, hvor han foreslår beskyttet hav, lavere kvoter og mindre landbrug for at give havet ro. I bogen taler han varmt om en løsning, som nærmest med et snuptag, kan løse problemerne med det danske havmiljø.
Når man kender til de faktiske forhold i de danske farvande, kan den slags »snuptagsløsninger« hurtigt virke både forsimplede og utopiske.
Så at overføre succesen fra Lyme Bay direkte til de indre danske farvande overser biologen vitale forskelle i geografi, hydrografi og den samlede »cocktail« af presfaktorer. Anders Kofoeds udlægning ligger derfor, efter manges mening milevidt og langt fra virkeligheden.
Konkret vurdering af, hvorfor sammenligningen halter
Og hvorfor virkeligheden i Danmark er langt mere genstridig, end artiklen i Jyllands-Posten giver indtryk af:
1. Geografisk og hydrologisk skævvridning (Lyme Bay vs. Danmark)
Lyme Bay ligger ud til Den Engelske Kanal. Det er et åbent marint system med kraftig tidevandsudskiftning og konstant tilførsel af friskt, iltrigt vand fra Atlanten. Hvis man stopper med at ødelægge bunden her, bliver næringsstoffer og partikler hurtigt vasket væk af de stærke strømme.
De indre danske farvande og Østersøen er derimod et semi-lukket brakvandssystem med ekstremt lav vandudskiftning. Det tager i gennemsnit op mod 30 år, før vandet i Østersøen er skiftet ud. Samtidig er de danske bælter og fjorde lavvandet og lagdelt (hvor fersk overfladevand spærrer for det salte bundvand). Det betyder, at iltsvind opstår lynhurtigt, næsten uanset hvor meget ro bunden får.
2. Akkumuleret næringsstof-arv (Intern belastning)
Selvom man stoppede alt landbrug i morgen, ville de danske fjorde ikke blive sunde natten over som i Lyme Bay. Gennem årtier har de danske havbunde opsuget tusindvis af tons kvælstof og fosfor.
Når havet rammes af iltsvind, frigives denne gamle »næringsstof-bombe« fra sedimentet igen (kaldet intern belastning). Havet forurener i princippet sig selv indefra på grund af historiske synder – en faktor, der slet ikke var i spil i samme grad i Sydengland.
3. Den uoverskuelige »Cocktail-effekt«
Kofoed peger på to knapper: Bundtrawl og landbrug. Men som de fleste så ganske rigtigt påpeger, er listen over presfaktorer i Danmark langt mere kompleks:
- Klimaforandringer: Vandet i Østersøen er steget med 2 grader. Varmt vand holder dårligere på ilt, hvilket accelererer iltsvind uafhængigt af fiskeri.
- Spildevand og overløb: Mens landbruget bærer hovedskylden for det åbne vand, lider de bynære fjorde enormt under urensede kloakoverløb ved skybrud.
- Grænseoverskridende forurening: Store floder fra Polen, Tyskland og de baltiske lande pumper enorme mængder næringsstoffer ind i Østersøen, som bagefter driver op gennem de danske bælter. Det kan danske politikere ikke fikse alene.
- Prædationspres (Skarv og sæler): Når en torskebestand i forvejen er kollapset på grund af iltsvind, kan de tilbageværende få fisk ikke nå at reproducere sig, fordi presset fra de fredede sæl- og skarvbestande i de indre farvande er historisk højt.
Men er Kofoeds påstand langt fra virkeligheden?
Ja, i sin retorik er den. At kalde løsningen på det danske havmiljøs kollaps for »faktisk ret simpel« er en voldsom journalistisk og formidlingsmæssig underdrivelse.
Kofoeds succeshistorie fra Lyme Bay er sand nok i sin egen isolerede kontekst: Det er dokumenteret, at det biologiske liv på selve havbunden (koraller, søanemoner, muslinger) rejser sig forbløffende hurtigt, hvis man fjerner de tunge bundtrawl. På det punkt har han ret i sit håb.
Men at tro, at et trawlforbud og en omlægning af landbrugsjord på magisk vis kan fjerne iltsvindet, de manglende iltrige saltvandsindstrømninger, spildevandet, de stigende temperaturer og det massive pres fra skarv og sæler i Danmarks unikke »flaskehals-farvand«, er at stikke folk blår i øjnene. Det danske havmiljø er fanget i en perfekt storm af uheldige naturforhold og menneskelig overbelastning – og det bliver alt andet end simpelt at løse.
