Nye beskyttede havområder skal styrke biodiversiteten

Danmark er på vej med en ny type naturbeskyttelse til havs: Marine Naturnationalparker. Det er særligt udpegede områder i havet, hvor formålet er at styrke natur og biodiversitet i danske farvande. Men reglerne er endnu ikke endeligt fastlagt og afklaret.

De første to marine naturnationalparker er planlagt i Øresund og Lillebælt, og beslutningen er truffet politisk i forbindelse med Finansloven. Målet er, at naturen i disse områder i højere grad skal kunne udvikle sig på naturens egne præmisser – med naturbeskyttelse som hovedformål.

Ingen særskilt lov – reglerne bygges af flere lag

I modsætning til landets almindelige nationalparker findes der ikke en særskilt lov, der alene regulerer marine naturnationalparker. I stedet bygger reglerne på en kombination af eksisterende lovgivning og EU-regler.

Det betyder i praksis, at marine naturnationalparker typisk vil blive reguleret gennem:

• Naturbeskyttelsesloven, som beskytter flere naturtyper og områder – også i kystnære farvande – men som ikke specifikt er skrevet til marine naturnationalparker.
• EU’s habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver, der i forvejen er implementeret i dansk lov og danner grundlaget for Natura 2000-områder, hvor mange arter og habitater allerede er beskyttet.
• Danmarks Havplan, som fastlægger rammerne for anvendelsen af det danske havareal og udpegningen af zoner til forskellige formål, herunder naturbeskyttelse.
• I mange tilfælde vil de marine naturnationalparker derfor ligge oven i områder, der allerede i dag er udpeget som Natura 2000 eller andre beskyttede zoner.

Fiskeri er et af de store stridspunkter

Et af de mest centrale spørgsmål i debatten handler om fiskeri. I mange Natura 2000-områder er fiskeri allerede reguleret, og enkelte steder er det helt eller delvist forbudt.

Men når et område får status som marine naturnationalpark, kan det betyde, at eksisterende regler skal gentænkes. Formålet er nemlig, at naturen i højere grad skal være urørt, og det kan føre til skærpede begrænsninger.

Det er netop her, diskussionen mellem politikere, myndigheder og erhvervet opstår: Hvordan skaber man naturbeskyttelse uden at lukke for bæredygtigt fiskeri?

Strengt beskyttet – eller beskyttet med zoner?

En anden vigtig del af debatten handler om, hvordan områderne skal indrettes.

Skal de marine naturnationalparker udpeges som:

• strengt beskyttede naturzoner, hvor indgreb og udnyttelse begrænses mest muligt
• eller som områder med en mere fleksibel zonering, hvor visse dele kan have mildere regler og fx tillade bestemte former for fiskeri?

Den præcise grænse mellem »strengt beskyttede« og »beskyttede« områder er endnu ikke endeligt afklaret politisk.

En debat, der er værd at følge

Marine naturnationalparker bliver uden tvivl et af de emner, der vil fylde mere i de kommende år – både i naturdebatten og i fiskeripolitikken.

Derfor bliver det interessant at følge, hvordan reglerne ender med at blive fortolket og udmøntet i praksis – og ikke mindst hvordan balancen mellem biodiversitet og et fortsat aktivt fiskeri kommer til at se ud i Øresund, Lillebælt og fremtidige parker.

Sameksistens eller fristeder for naturen?

Dansk Akvakultur advarer mod »symbolske parker«, mens Danmarks Naturfredningsforening DN og Sportsfiskerne kræver, at havbrug holdes ude af de nye beskyttede områder i Øresund og Lillebælt

Debatten om Danmarks kommende marine naturnationalparker er for alvor rykket ud på de sociale medier og ind på avisernes debatsider – og frontlinjen er tydelig: På den ene side står Dansk Akvakultur med direktør René Christensen, og på den anden side står Danmarks Naturfredningsforening med præsident Maria Reumert Gjerding samt Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas.

Alt imens gør Folketinget sig klar til at afgøre, hvad der fremover skal være tilladt i de to planlagte marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.

Dansk Akvakultur: »Hvis logikken føres til ende, kan parkerne ikke etableres«

René Christensen bakker i udgangspunktet op om idéen med marine naturnationalparker og deler ønsket om et sundere hav, det skriver han i et debatindlæg Altinget.dk. Men han advarer kraftigt imod en udvikling, hvor modstanden mod havbrug bliver så absolut, at den ender med at spænde ben for selve etableringen af naturnationalparkerne.

Det sker på baggrund af DN’s artikel i Altinget.dk »Grønne organisationer: Det underminerer hele idéen om marine naturnationsalparker at tillade havbrug«

Ifølge direktøren bygger argumentet fra de grønne organisationer på en forestilling om, at der ikke må være nogen form for aktivitet i eller omkring en naturnationalpark. Han mener, at hvis man accepterer den præmis, vil man i praksis gøre det umuligt at udpege naturnationalparker i et moderne samfund, hvor der altid vil være sejlruter, infrastruktur, energianlæg, forskning, rekreativ brug og erhverv.

Christensen fremhæver, at havbrug i Danmark i dag er blandt verdens mest regulerede former for fødevareproduktion med miljøkrav, kontrol og udledningstilladelser. Han advarer mod, at naturnationalparker risikerer at blive »symbolske konstruktioner«, der kun kan placeres steder, hvor der i forvejen ikke foregår noget – og hvor de derfor heller ikke gør en reel forskel.

Hans hovedpointe er, at naturbeskyttelse ikke lykkes gennem sort-hvide forbud, men gennem balanceret forvaltning og sameksistens mellem natur og lovlige aktiviteter.

DN og Sportsfiskerne: »Havbrug er ikke naturpleje – det er industriel udledning«

Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening DN og Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas afviser, at deres kritik omhandler krav om at fjerne al aktivitet fra naturnationalparkerne. Det skriver de i deres debatindlæg i blandt andet Altinget.dk

De kalder det en stråmand, når René Christensen fremstiller det sådan.

De understreger, at spørgsmålet ikke er, om der må foregå noget – men mere om hvilke aktiviteter der kan sameksistere med naturbeskyttelse, og hvilke der dokumenteret underminerer den.

Her placerer de havbrug i en særskilt kategori. De beskriver havbrug som store industrielle produktionsanlæg, der udleder næringsstoffer, organisk materiale og stoffer som kobber og medicinrester direkte i havmiljøet. Hvor netop næringsstoffer peges på som en af de største presfaktorer i danske farvande – især i områder som Lillebælt, hvor iltsvind, algeopblomstring og tilbagegang i ålegræs allerede er et velkendt problem.

Samtidig afviser de, at havbrug kan sammenlignes med forskning, naturpleje eller rekreativt fiskeri. De fremhæver, at naturpleje og forskning har til formål at forbedre naturen, mens et reguleret lystfiskeri kan styres med mindstemål, fredninger og fangstbegrænsninger.

»Spydspidser« eller »etiketter på status quo«?

De grønne organisationer argumenterer for, at marine naturnationalparker netop skal være Danmarks mest ambitiøse beskyttede havområder – de steder, hvor naturen får førsteprioritet, og hvor de mest belastende aktiviteter udfases.

Hvis man tillader havbrug i disse områder, mener de, at man udvander selve idéen og reducerer parkerne til en ny etiket på status quo.

De henviser også til, at flere eksisterende havbrug i Lillebælt drives på meget gamle tilladelser – nogle helt tilbage fra 1992 – og at de ikke nødvendigvis er miljøvurderet efter nyere viden om kumulative effekter, sårbare naturtyper og den nuværende belastning af farvandet.

Derfor mener de, at det er svært at forene med ambitionen om, at naturnationalparkerne skal være »spydspidser« for havnaturen – et udtryk, de henviser til, at miljøministeren tidligere har brugt om parkerne.

Folketinget skal nu trække grænsen

Debatten er dermed skåret helt ind til kernen: Skal marine naturnationalparker være områder, hvor naturen får ro og presfaktorer udfases, eller skal parkerne i højere grad kunne rumme lovlige aktiviteter – herunder havbrug – i en model for sameksistens?

Det er netop den grænse, Folketinget nu forbereder sig på at trække.

Og uanset udfaldet står én ting klart: Marine naturnationalparker er ikke længere bare et naturprojekt. De er blevet et politisk opgør om, hvad beskyttelse reelt betyder – og om Danmark vil lave havparker, der ændrer virkeligheden, eller blot tegner nye streger på kortet.