Sådan mener de fleste fiskere og specielt de fiskere der på egen krop har haft sælerne indover deres fangstredskaber og som er endt op med fangster af itu-revne fisk, skambidte og flåede til ukendelighed, der således ender med destruktion og bortskaffelse. Hvilket giver en økonomisk bet for fiskerne, men en ´happy end´ for de dovne sæl-hunde.
Folks naive og måske også lidt romantiserede billede af de små nuttede pattedyr, med de store våde øjne, har ikke helt den samme virkning og tiltrækningskraft på fiskerne, der istedet ser sælerne, som en direkte konkurent til fiskeriet, hvor der er med i en daglig slåskamp, om de bedste og største fisk der findes i havet.
Forståelsen for fiskernes problemer med de glubske sæler er begyndt at brede sig blandt almindelige danskere, der oftere end tidligere nu ser de små pelsklædte havpattedyr, som et problem-dyr, som der nu er blevet alt for mange af.
Flere mener at fredningen af sælerne, der for mange år siden blev indført, var en god idé, da der ikke var så mange sæler langs kysterne, som der er i dag. Nu hvor de har spredt sig og udgør en trussel mod hele fiskeri-erhvervet, er holdningen langsomt ved at vende. Flere mener nu en regulering er påkrævet. Men hvor fiskerne fortsat ønsker en halvering af bestanden, så taler andre kun om en regulering af den enkelte sæl, der volder problemer.
Fiskerne syntes det er et generelt problem og ikke kun et problem med enkelte individer.
Nogle gange æder sælerne direkte fra fiskernes net, hvor de kan ødelægge en stor del af fangsten og nogle gange går det også ud over garnene. Hvilket flere syntes er for galt og hvor man nu åbent taler om en regulering af sælerne i et vist omfang.
Men helt at udrydde hele bestanden af sæler, som man gjorde for ca. 100 år siden, er ikke en mulighed som de fleste danskere øsnker at se. Men det er klart, at vi ikke bare skal udrydde sælerne, som man gjorde det for 100 år siden, hvor fiskerne blev belønnet for hver eneste dræbte sæl, de kunne fremvise. For dyrene hører naturligt hjemme i dansk farvand. Så vi skal sørge for, at der er en sund bestand. Men den totale fredning af sælerne er måske ikke længere nødvendigt. I disse år er bestanden af spættede sæler ganske stor og grå-sælen vinder også frem. Men selvom det giver god mening at frede dyr, hvis bestanden er for lille, og arten er truet. Men akkurat som med rådyr og andet vildt, kan man godt regulere bestanden, hvis der bliver for mange.
Sælen sammenlignes ofte med ulven og sammenligningen er ikke helt ved siden af, da der er tale om et meget stort rovdyr. Men hvor ulven jager de får der tilhører landmændene, kan man ikke på helt samme måde hævde, at fiskene som torsk tilhører fiskerne. Men hvor frygten for ulven er nærværende, er det nok de færreste der frygter at blive bidt af en sæl, når de bader.
Regulering, med skydning af enkelte sæler er tilladt på Bornholm og i Limfjorden, hvor de udgør et helt specifikt problem for fiskerne når de skambider fangsten og ødelægger redskaberne samt garnene.
Vi bør under disse forhold med uregulerede sæler, kunne have en helt åbent og fordomsfri debat og dialog omkring reguleringen af sæl-bestanden.
