Nye tal fra årets NOVANA-rapport viser, at kvælstofudledningen er faldet i 2020 i forhold til året før. Det skyldes den usædvanligt store udledning det foregående år, og at ringe nedbørsmængder i efterår/vinteren 2020 trækker udledningen ned.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Hvert år tager Aarhus Universitet temperaturen på naturens og vandmiljøets tilstand med NOVANA-rapporter. De foreløbige resultater fra rapporterne viser, at der er blevet udledt 51.000 ton kvælstof til de danske kystvande i 2020, når der korrigeres for nedbørsmængden. Udledningen i 2020 er dermed lavere end i 2019, hvor kvælstofudledningen blev opgjort til 67.000 ton. Kvælstofudledningen svinger generelt mellem årene, hvorfor der i fastsættelsen af kvælstofindsatsen anvendes gennemsnit over en periode. Overordnet set er kvælstofudledningen stadigvæk alt for stor.
Med aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug er der aftalt konkrete indsatser svarende til en reduktion af udledningen til kystvande og fjorde på ca. 10.800 ton. Det er desuden aftalt, at der skal gennemføres en evaluering af det faglige grundlag for kvælstofindsatsen (”second opinion”), bl.a. under inddragelse af internationale forskere.
Evalueringen skal være afsluttet mhp. at kunne indgå i genbesøget i 2023/2024.
Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA) overvåger vandmiljøets og naturens tilstand, og bidrager til, at Danmark opfylder de forpligtigelser, vi har i forhold til national lovgivning, EU-direktiver og internationale konventioner om overvågning af vandmiljø, natur og luft. Rapporterne udarbejdes af Aarhus Universitet, GEUS og Miljøstyrelsen og forventes at udkomme i deres endelig form i december.