For fjerde år i træk var Danmark vært for en konference om e-Navigation.
180 navigationseksperter fra 30 lande var samlet på DFDS passagerskib M/S Pearl Seaways for at drøfte, hvordan e-navigation praktisk kan implementeres. E-Navigation Underway 2014 var arrangeret af Søfartsstyrelsen i samarbejde IALA, den Internationale Sammenslutning for Hjælpemidler til Navigation og Fyr.
Sikkerhed og vækst
Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, åbnede konferencen og bød deltagerne velkommen. I sin åbningstale understregede han behovet for, at den maritime verden går fra blot at diskutere e-navigation til at udmønte det i praksis. *”E-navigation er teknologi, der ikke bare er en nøgle til øget sikkerhed til søs, men som også kan effektivisere en række papirtunge procedurer på skibet”, *sagde Søfartsstyrelsens direktør.
Fra udvikling til effekt
I forbindelse med konferencen blev der underskrevet en aftale mellem Sydkorea, Sverige og Danmark om etablering af globale testfaciliteter for e-navigation. Fra koreansk side deltog viceminister Son Hae Jak i ceremonien, ligesom Sverige var repræsenteret ved Peter Fyrby fra den svenske Transportstyrelse.
3 lande underskrev aftale om testfaciliteter for e-navigation
”Med aftalen stræber vi efter at udvikle e-navigation med konkrete tiltag ” siger Søfartsstyrelsens direktør.