Det norske ringnot rederi Nyholmen AS i Bodø og det danske Karstensens Skibsværft har indgået aftale om bygning af en 77,25 meter kombineret snurper / trawler N-400-B Kvannøy.
Rederiet har i forvejen to fartøjer, M/S Kvannøy & M/S Senior, der ejes og drives af Nyholmen A/S, der er et datterselskab under Hansen Dahl Fiskeri. Hansen Dahl Fiskeri blev etableret i 1991 af Dag Hansen og Birger H. Dahl der i dag administrerer rederiets drift, med Birger H. Dahl som administrator af rederiets onshore aktiviteter mens Birger Dahl Jr. varetager den daglige drift af skibene, blandt andet som skipper på Kvannøy.
Nybygningen Kvannøy vil blive rederiets tredje nybygningsprojekt siden 2000 og vil erstatte M/S Kvannøy der blev overtaget i slutningen af april 2013. Båden der er 63,5 meter lang og 12 meter bred, blev i sin tid bygget som Haugagut på Hellesøy Værft ved Hardanger Fjorden i Norge i 1989. Dette fartøj erstattede den forrige M/S Kvannøy, et produktionsfartøj der blev bygget tilbage i 2002 og igen forlænget i 2008 til sin nuværende længde på 83,8 meter. Den 19. marts 2013 blev fartøjet solgt til Færøerne, og hedder nu Christian ì Grøtinum.
Rederiet agter med den nye Kvannøy, at fortsætte fiskeriet efter pelagisk fisk med ringnot og flydetrawl, hvor trawlfiskeriet hovedsageligt er efter blåhvilling (norsk: Kolmule) med fiskeri vest for Irland og notfiskeriet primært er efter sild og makrel.
Rederiet udtrykker stor tilfredshed med, at være kommet i mål med aftalen med det danske Skibsværft, og glæder sig til at komme i gang med arbejdet og byggeriet. Rederi og Værft har tidligere arbejdet rigtigt godt sammen, og det samlede projekt og koncept er da også af Rederiet, vurderet som værende både økonomisk og teknisk særdeles attraktivt.
Det har for rederiet været meget magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele design fasen, således projektet kunne skræddersys nøjagtigt til de ønsker og krav, som rederiet har haft. Noget der har afspejlet sig i at overlæggeren i projektet, har været sat meget højt, al den stund at forrige Kvannøy allerede var et top moderne og godt udstyret fartøj.
Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Birger Dahl har udvist. I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye Kvannøy af eget design.
Karstensens Skibsværft har gennem de seneste 2 år leveret 7 pelagiske fiskerfartøjer (Christina E, Gollenes, Paula, Leinebjørn, Havsnurp, Cattleya, Rogne) og har, med nye Kvannøy, yderligere 5 i ordrebogen for levering i løbet af de kommende 2 år. Værftet må derfor betegnes som absolut førende på dette område.
Nye Kvannøy bliver således en hypermoderne snurper/trawler, med alt indenfor det nyeste af maskineri, udstyr og udrustningen. Specifikationsniveauet er sat meget højt, bla med 3 sidepropellere, langsomtgående hjælpemotorer, hybridt fremdrivningsanlæg etc. Generelt er der således valgt fra øverste hylde også når det drejer sig om design, indretning, aptering og arrangementer, der i tæt samarbejde med rederi og værft, er blevet til holdbare innovative løsninger der har haft fokus på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen. Rederiets sikre øje for kvalitet, innovation og driftsikkerhed afspejler sig også i valget af leverandører og hvilke komponenter der er valgt til skibet. Heraf er der mange gengangere af leverandører, som MAN, Rapp Hydema, Triplex, Brunvoll og Johnson controls (York), der igennem mange år har haft et fortrinligt samarbejde med Rederiet og derfor, som noget helt naturligt, igen er valgt som leverandører til nybygningen.
Et sted hvor forskellen fra tidligere skinner igennem, er ved fravalget af fabrik og fryseri ombord, til i stedet at indrette skibet til føring af fersk fisk i RSW-tanke.
Tekniske data Kvannøy
Hovedmotoren bliver en MAN 6L32/44 CR på 3600 kW og er for øvrigt den første
MAN hovedmotor med common-rail brændstofindsprøjtning bestilt til den norske fiskeflåde. Propelleren på 4200 mm skal køre med blot 115 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på
akselgeneratoren. Dette anlæg vil sikre fartøjet optimalt bollard pull (til blåhvilling / kolmulefiskeri) og samtidig sikre gode fri sejlads egenskaber.
I tillæg til hovedmotor effekten, vil det være muligt at booste yderligere 1700 kW på
propelleren. Endvidere omfatter det fleksible fremdrivningsanlæg også mulighed for ren
diesel-elektrisk fremdrift med 2400 kW på propelleren. Hjælpemaskineri vil ligeledes blive
leveret af MAN, og består blandt andet af 2 x MAN 9L16/21, hver på 940 kWe.
Fartøjets hoveddimensioner:
Længde overalt 77,25 m
Bredde 15,50 m
Dybde shelterdæk 9,20 m
Øvrig teknisk data:
Winch anlæg Rapp Hydema
Kraner og nothåndteringsudstyr Triplex
Sidepropellere Brunvoll, 3 x 950 kW
RSW-anlæg Johnson Controls, 2 x 1525 kW
Vakuum anlæg Iras, 4 x 66 kW / 2 x 4200 l tank
Den nye snurper / trawler Kvannøy bliver leveret i Juni måned 2015.