Hirtshals Havn fik i 2012 et regnskabsresultat på 4,0 mio. kr. og har i regnskabsåret 2012 realiseret en samlet omsætning på 62,4 mio. kr., og dermed sætter havnen på Jyllands skulder også driftsmæssig omsætningsrekord, og slår samtidig den hidtidige rekord fra 2006 med 1,7 mio. kr.
2012-regnskabet betegnes af Hirtshals Havn som absolut tilfredsstillende, og havnens regnskabsresultat har i 2012 også overgået forventningerne. Resultatet er realiseret gennem en ren organisk vækst i aktiviteterne på havnen, og et forventet større vækstspring bliver således først realiseret i 2013 og 2014.
Fiskeriet
Fiskeriaktiviteterne på Hirtshals Havn har i regnskabsåret haft en størrelse, som betyder, at værdien af den landede fisk i 2012 gør havnen til Danmarks andenstørste konsumhavn.
Nye virksomheder på havnen
Stadig flere virksomheder etablerer sig på Hirtshals Havn, og i 2012 har blandt andet en råstofvirksomhed opstartet aktiviteter på havnen, og har dermed valgt at udnytte havnens unikke geografiske placering som grundlag for markedet i Nordjylland.
Trafikhavnen
Trafikaktiviteterne på havnen har over 2012 fremvist en positiv udvikling, og således satte havnen rekord på alle forretningssegmenterne i færgetrafikken; overførsel af lastbiler samt overførsel af personbiler og passagerer. Yderligere tangerede den samlede godstrafik over havnen i 2012 den hidtidige rekord fra 2006 på 1,5 mio. tons, og dermed fremviste godstrafikken også fremgang for fjerde år i træk.
Offshore
Det nyeste forretningsområde på Hirtshals Havn er offshoresektoren, og hen over sommeren havde de offshore relaterede servicevirksomheder i Hirtshals den anden borerig til renovering og levetidsforlængelse i havnen.
I 2012 har Hirtshals Havn haft fremgang på alle forretningssegmenter, og med dette udgangspunkt kan havnen nu se frem mod nogle spændende år, hvor der er klare forventninger om vækst som effekt af betydelige strategiske initiativer som eksisterende kunder og samarbejdspartnere.
Hirtshals Havn vil i forsommeren offentliggøre sin vision 2020, der vil rumme havnens målsætninger for sin rolle i skandinavisk og nordeuropæisk logistik, fiskeri og maritim service inden for de kommende otte år.