Der er øjeblikke, hvor politisk tøven ikke blot er uheldig – men direkte skadelig. Situationen for dansk fiskeri, set i lyset af de eksploderende brændstofpriser, er et sådant øjeblik.
EU-Kommissionen har allerede handlet. Med aktiveringen af krisemekanismen under EHFAF er der skabt en konkret mulighed for at støtte et erhverv, der kæmper med stigende omkostninger og faldende indtjening. Ordningen giver mulighed for kompensation for »indkomsttab og ekstraomkostninger … herunder merudgifter relateret til stigende energipriser«. Med andre ord: Værktøjet er til stede.
Alligevel står Danmark stille
Danmarks Fiskeriforening PO (DFPO) lægger ikke skjul på alvoren. »Mange danske fartøjer er hårdt ramt af de høje brændstofpriser«, og konsekvensen er ikke teoretisk – den er akut. Fiskere overvejer i stigende grad, om det overhovedet er økonomisk bæredygtigt at fortsætte. Det er ikke blot et erhvervsproblem; det er et spørgsmål om fødevareforsyning og arbejdspladser i kystområderne.
Samtidig hviler der en tung skygge over regeringens håndtering: »den manglende refusion af CO2-afgiften for 2025«. En beslutning truffet af et bredt flertal i Folketinget og alligevel stadig ikke ført ud i livet. Det er svært at tolke som andet end administrativt svigt eller politisk nedprioritering.
Kontrasten til andre EU-lande er slående. Italien, Spanien og Frankrig har allerede etableret støtteordninger. Holland og Sverige er i gang. Danmark derimod nøjes med at afvente. Hvor andre handler, udviser danske myndigheder en passivitet, der i praksis overlader fiskeriet til sig selv.
Det er bare ikke godt nok
DFPO har gjort det rigtige i denne situation. Man har istedet for at gå den klassiske politiske vej med debatindlæg, pres på partier og offentlige konfrontationer, så er henvendelsen rettet direkte mod embedsværket. Det er ikke tilfældigt – det er en strategisk rigtig måde at gøre det på. (du kan læse DFPOs omtale af formand Svend-Erik Andersens henvendelse til Fødevareministerens departement her)
Her er opfordring klar: Myndighederne bør »snarest muligt vurderer mulighederne i Kommissionens udspil samt arbejder for en hurtig etablering af en støtteordning«. Det er en nøgtern og konstruktiv opfordring. Men mellem linjerne ligger en skarp kritik: Hvorfor er det ikke allerede sket?
For sandheden er, at dette ikke handler om manglende løsninger. Det handler om manglende politisk vilje og tempo.
En støtteordning er ikke blot ønskværdig – den er »afgørende for at sikre fortsat fiskeri i danske farvande«. Uden handling risikerer vi ikke alene at svække et erhverv, men også at underminere Danmarks bidrag til fødevareforsyningen i både EU og nationalt.
Tiden for analyser og afventning er forbi. Når EU åbner døren, og andre lande allerede er gået ind, er det uforståeligt, at Danmark bliver stående på tærsklen.
Spørgsmålet er ikke længere, om der skal handles – men hvorfor der endnu ikke er blevet det.
