Debatindlæg af fiskeskipper Steffan Slot Søgaard RI 317 »Nordlys«
Mens det vestjyske erhvervsfiskeri kvæles i en 44 procents kvotenedgang for blandt andet torsk, med tårnhøje lejepriser på torsk til følge samt løbende administrative gok i nøden, eksisterer der et regulært »tag-selv-bord« på Nordsøen og Skagerrak. Udenlandske turbåds-turister kan hæmningsløst fylde køleboksene med uanede mængder af torsk om dagen uden nogen fangstbegrænsning.
»Det er et biologisk og økonomisk paradoks, som miljøorganisationerne behændigt overser, mens de fortsætter deres ensidige korstog mod de trawlere, der med et minimalt CO2-aftryk og på fuldstændig lovlig vis leverer klimavenlige kvalitetsfødevarer til de danske middagsborde,« forklarer fiskeskipper Steffan Slot i sit debatindlæg i FiskerForum.dk.
Det kan efterhånden være mere end svært at bevare troen på systemet og det politiske helhedssyn, når man driver erhvervsfiskeri i Danmark. Det seneste biologiske udspil fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er en trist og alvorlig mavepuster: Ligeledes blæser forskere og miljøorganisationer, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Verdensnaturfonden (WWF) til totalt stop for alt torskefiskeri i Nordsøen og Skagerrak. Bestanden – og især den sydlige underbestand – er under så voldsomt et pres, at havbiologerne mener, der skal trækkes i nødbremsen.
Men her stopper den logiske sammenhæng også, fortæller den vestjyske skipper. For mens myndigheder og NGO’er står klar med de helt store forbudsskruer over for de fiskere, der har investeret millioner i erhvervet, kigger man den stik modsatte vej, når det gælder lyst- og fritidsfiskeriet.
Hvor der i Østersøen og Øresund er indført deciderede nul-kvoter og stramme bag-limits (fangstbegrænsninger) for lystfiskere, er der på Nordsøen og Skagerrak absolut intet loft over, hvor mange torsk en stangfisker må hive i land om dagen. Så længe torsken holder mindstemålet på 35 cm, og lystfiskeren har indløst sit statslige fisketegn, kan der losses uhæmmede mængder fisk på land under dække af »til eget forbrug«.
Virkeligheden på havet: Det økonomiske kvælertag
For at forstå, hvorfor dette paradoks er en glødende torn i øjet på det vestjyske fiskeri, behøver man blot at kaste et blik på hverdagen ombord på Steffan Slots trawler RI 317 »Nordlys«. Med fiskeskipperen ved roret og en besætning på fire mand (en mand hjemme) sejler kutteren typisk ud på tre dages slæb efter jomfruhummer og konsum. Der sø-pakkes og nedkøles med det samme ude på havet – en super kvalitet med et minimalt CO2-aftryk.
Men rentabiliteten er under historisk pres
Torskekvoten er blevet skåret med voldsomme 44 procent, og når RI 317 uundgåeligt får torsk med som bifangst, skal der betales dyrt. Lejeprisen på torsk svinger i dag mellem 35 og 40 kroner pr. kilo. Læg dertil forhøjede dieselpriser og øget omkostninger samt et kommende massivt arealpres på de gode, kendte fiskepladser fra havmølleparker og kabelnedlægninger, så balancerer regnestykket kun på en knivsæg.
»RI 317 er en trawler, der med let bundgrej oftest fisker på mudder- og sandbund på mellem 80 og 120 favne vand. Det er ikke ved dette fiskeri, at biodiversiteten og stenrevene forsvinder,« påpeger skipperen. Alligevel er det netop disse trawlfartøjer, som miljøorganisationerne målrettet går efter i deres kampagner for at lukke 30 procent af hav-arealet, for dem.
Busser med lystfiskere og mængder i tonsvis af torsk
Men i stedet for at jagte de fiskere, der overvåges med elektroniske logbøger, droner og satellitsporing, burde DN og WWF ifølge Steffan Slot kaste et kritisk blik på de områder, hvor kontrollen reelt sejler.
Som fiskeskipperen beskriver virkeligheden langs Vestkysten, er det uregulerede lystfiskeri eksploderet. I havne som Hirtshals, Hanstholm og Hvide Sande ruller udenlandske busser ind og læsser et stort antal lystfiskere af til turbådene. Efter en tur på havet og Det Gule Rev vender de hjem med enorme mængder torsk skåret i fileter. Bare i Hirtshals anslog man sidste år, at det rekreative udtag rundede flere hundrede tons torsk på en enkelt sæson. Set over hele Vestkysten og Skagerrak er det reelle tal langt, langt større.
Det officielle argument fra myndighederne og DTU Aqua er, at det rekreative fiskeri i Nordsøen kun udgør et estimeret skøn på 100 til 300 tons om året (svarende til 3-7 % af erhvervsfangsten), baseret på spørgeskemaer. Men sandheden er, at ingen kender det nøjagtige tal. ICES har gentagne gange kritiseret det manglende datagrundlag og kaldt det en massiv usikkerhedsfaktor i de biologiske modeller. Man aner reelt ikke, hvor mange tons der slæbes ud af landet, når der sejles i pendulfart i godt vejr.
Det skjulte fiskeri og mistanken om det »sorte salg«
Lystfiskere må ifølge loven kun fiske til eget forbrug. Men når en enkelt person kan gå i land med 40 til 50 kilo ren torskefilet efter en weekend, minder det mere om industriel produktion end en rekreativ hobby. Det vækker en fuldstændig berettiget mistanke i erhvervet om, at der foregår et omfattende sort salg af fisk, som fuldstændig undergraver det legale marked.
Desuden fortæller Steffan Slot, at det desuden er meget sigende for lystfiskernes egen dårlige samvittighed, at tidligere tiders stolte fangerbilleder på sociale medier – hvor lystfiskere poserede foran bjerge af dæksfangede torsk – stort set er forsvundet. Det skyldes ikke, at der fanges mindre, men at man i lystfiskerkredse udmærket ved, at de enorme mængder virker som en rød klud på de erhvervsfiskere, der ligger underdrejet i havnen.
Kig mod Norge – stop den administrative forskelsbehandling
Den danske stat udviser en rystende slaphed over for denne skjulte eksport af vores fælles fiskeressourcer. Man behøver blot at kigge mod de norske myndigheder for at se, hvordan problemet kan løses; her har man for længst indført strenge udførselskvoter og kontant kontrol ved grænserne for at stoppe udenlandske »fisketurister« i at tømme de nationale fjorde.
Når Morten Rosenvold Villadsen, hav-politisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, udtaler til DN’s medier, at »det er en nødvendighed med et fuldkommen torskestop« og at »vi ikke passer godt nok på torsken«, klinger det ekstremt hult, så længe DN selv freder lystfiskersegmentet. Organisationernes forsvar er, at lystfiskeri med stang er »selektivt« og ikke skader havbunden som bundtrawl. Men for en kritisk truet torskebestand er det bedøvende ligegyldigt, om den dør af en krog eller i et net – et udtag er et udtag i det samlede biologiske regnskab.
Det er dybt urimeligt og vanvittigt konkurrenceforvridende, at det professionelle »Produktions-Danmark« skal reguleres til døde og bære hele den grønne byrde alene, mens et uovervåget, ureguleret lystfiskertræk får lov at fortsætte hæmningsløst på de samme pressede bestande. Steffen Slot mener, at hvis torsken i Nordsøen og Skagerrak reelt skal reddes, skal reglerne gælde for alle. Det nytter ikke noget at slå erhvervsfiskerne i hovedet med administrative gok, mens lystfiskerne sejler i fast rutefart på havet uden stopklods.
Debatten bringes til torvs med dette indlæg af skipper Steffan Slot Søgaaard, med input fra ICES, DTU Aqua samt Danmarks Naturfredningsforenings og WWF’s seneste havkampagner:
- WWF (Verdensnaturfonden) Nu anbefales stop for torskefiskeri i alle danske farvande
- DN (Danmarks Naturfredningsforening) Alarmerende nyt: Stop al fiskeri af torsk.
