Et nyt norsk forskningstogt viser, at der fortsat er store mængder pelagiske fisk i Oslofjorden. Forskerne fra Havforskningsinstituttet vurderer, at bestanden af brisling er steget siden 2024, og at fiskeriet fortsat ligger inden for en bæredygtig udnyttelse.
Forskere fra det norske Havforskningsinstitut anslår, at der i december 2025 befandt sig omkring 2.971 tons brisling i Oslofjorden. Samtidig registrerede forskerne cirka 2.718 tons sild og 196 tons ansjos i fjorden.
Det skriver det norske Havforskningsinstitut
Resultaterne stammer fra et forskningstogt, der blev gennemført 2. til den 11. december 2025, hvor forskerne kortlagde fiskebestandene i fjorden ved hjælp af ekkolod og trawl. Undersøgelsen dækkede hele fjorden fra Hvaler i syd, forbi Oslo og ind i den inderste del af Bunnefjorden.
Ifølge havforsker Florian Berg, der ledede togtet, viser resultaterne, at bestanden af pelagiske fisk i fjorden generelt har det godt.
Stigningen i den samlede mængde brisling skyldes især, at forskerne i 2024 registrerede mange nulårige brislinger – altså fisk fra samme årgang. I 2025 var disse fisk blevet et år ældre og dermed også tungere. Selvom den samlede vægt er steget, var der faktisk færre fisk i antal under togtet i 2025.
I den seneste fiskesæson fra november 2024 til januar 2025 blev der fanget 655 tons brisling i Oslofjorden, mens der i den nuværende sæson er landet 657 tons.
Havforskningsinstituttet giver ikke en egentlig kvoterådgivning for brisling i Oslofjorden, sådan som det blandt andet sker for bestande i Hardangerfjorden og Sognefjorden. Alligevel vurderer forskerne, at fangsten fra sidste sæson ligger klart inden for en bæredygtig udnyttelse af bestanden.
Brisling er nemlig en kortlivet art, som bliver kønsmoden hurtigt. Derfor kan bestanden normalt tåle en relativt høj udnyttelse sammenlignet med mere langsomt voksende arter.
Tidligere undersøgelser viser også, at der i Oslofjorden findes både havbrisling og en mere lokal kystbrisling. Genetiske analyser af fangsterne viser, at fiskerne ofte fanger en blanding af de to typer.
Under forskningstogtet blev de samme genetiske metoder brugt til at kortlægge, hvor de forskellige typer brisling opholder sig i fjorden. Resultaterne viser, at kystbrislingen især findes i de inderste dele af fjorden, hvor den nu er bedre beskyttet efter oprettelsen af nye fiskeriforbudszoner.
For første gang blev dele af undersøgelsen gennemført med den fjernstyrede forskningsfartøj »Frida«, som kan styres via nettet fra Bergen. Fartøjet kan arbejde døgnet rundt og sejle tættere på kysten og ind over lavt vand, hvilket gav forskerne en langt bedre dækning af fjorden.
Samtidig kunne forskningsskibet »Prinsesse Ingrid Alexandra« fokusere på at tage repræsentative trawlprøver af fiskene. Ifølge forskerne betyder det, at resultaterne fra årets togt giver et mere præcist billede af fiskebestandene i Oslofjorden end tidligere undersøgelser.
Se videoen omkring brislinge-togtet herunder:
Referanse
Brislingtogt Oslofjorden 2025 med F/F Prinsesse Ingrid Alexandra. Toktrapport 2026-7




















